Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

¹⁹ At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; ²⁰ min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. ²¹ Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: ²² Herrens Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, ²³ hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. ²⁴ Min Del er Herren, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. ²⁵ Dem, der bier på Herren, er han god, den Sjæl, der ham søger; ²⁶ det er godt at håbe i Stilhed på Herrens Frelse,

⁷ Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under. ⁸ Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. ⁹ Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, Herre, thi Fjenden hoverer. ¹⁰ Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling. ¹¹ Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. Herre, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes! ¹² Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem Herren voldte Harm på sin glødende Vredes Dag. ¹³ Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat. ¹⁴ Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke. ¹⁵ Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter.

²⁹ Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham. ³⁰ Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, råbte de og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!" ³¹ Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de råbte endnu stærkere og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!" ³² Og Jesus stod stille og kaldte på dem og sagde: "Hvad ville I, at jeg skal gøre for eder?" ³³ De sige til ham: "Herre! at vore Øjne måtte oplades." ³⁴ Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks bleve de seende, og de fulgte ham.