Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

32 Det Ord, som kom til Jeramias fra Herren i kong Zedekias af Judas tiende År, det er Nebukadrezars attende. ² Dengang belejrede Babels Konges Hær Jerusalem, og Profeten Jeremas sad fængslet i Vagtforgården i Judas Konges Palads, ³ hvor Kong Zedekias af Juda havde ladet ham fængsle med de Ord: "Hvor tør du profetere og sige: Så siger Herren: Se, jeg giver denne By i Babels Konges Hånd, og han skal indtage den;

⁶ Og Jeremias sagde: Herrens Ord kom til mig således: ⁷ Se, Hanamel, din Farbroder Sjallums Søn, kommer til dig og siger: "Køb min Mark i Anatot, thi du har Indløsningsret." ⁸ Så kom Hanamel, min Farbroders Søn, til mig i Vagtforgården, som Herren havde sagt, og sagde til mig: "Køb min Mark i Anatot i Benjamins Land, thi du har Arveretten, og indløsningsretten er din; køb dig den!" Da forstod jeg, at det var Herrens Ord. ⁹ Og jeg købte Marken i Anatot af Hanamel, min Farbroders Søn, og tilvejede ham Pengene, sytten Sekel Sølv; ¹⁰ og jeg skrev Skøde og forseglede det, tilkaldte Vidner og afvejede Pengene på Vægtskål. ¹¹ Så tog jeg Skødet, både det forseglede og det åbne, ¹² og overgav Skødet til Baruk, Masejas Søn Nerijas Søn, i Nærværelse af Hanamel, min Farbroders Søn, og Vidnerne, som havde underskrevet Skødet, og alle de Judæee, som var til Stede i Vagtforgården; ¹³ og i deres Nærværelse bød jeg Baruk: ¹⁴ "Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Tag disse Skøder, både det forseglede og det åbne, og læg dem i en Lerkrukke, for at de kan holde sig i lange Tider. ¹⁵ Thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: End skal der købes Huse, Marker og Vingårde i dette Land!"

91 Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, ² siger til Herren: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. ³ Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; ⁴ han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. ⁵ Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen ⁶ ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

¹⁴ "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; ¹⁵ kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: ¹⁶ med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"

⁶ Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding. ⁷ Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da åbenbart, at vi ej heller kunne bringe noget ud derfra. ⁸ Men når vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje. ⁹ Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i Undergang og Fortabelse; ¹⁰ thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹¹ Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; ¹² strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. ¹³ Jeg byder dig for Guds Åsyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, ¹⁴ at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, ¹⁵ hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid; ¹⁶ han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt! Amen!

¹⁷ Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Håb til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde; ¹⁸ at de gøre godt, ere rige på gode Gerninger, gerne give, meddele ¹⁹ og således, opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende Tid, for at de kunne gribe det sande Liv.

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. ²⁰ Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. ²¹ Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. ²² Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. ²³ Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. ²⁴ Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. ²⁶ Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. ²⁷ Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus ²⁸ thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. ²⁹ Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! ³⁰ Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. ³¹ Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."