Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; 2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! 3 Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? 4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; 5 de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; 6 de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; 7 de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"
8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? 9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? 10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? 11 Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
12 Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov 13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; 14 thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. 15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? 17 Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. 18 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; 19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
20 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? 21 Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, 22 Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; 23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.
5 Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd, lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem. 2 Siger de: "Så sandt Herren lever", sværger de falsk. 3 Herre, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om. 4 Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender ej Herrens Vej, deres Guds Ret; 5 jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da Herrens Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget, sprængt deres Bånd. 6 Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald. 7 Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus;
8 de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.
9 Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra Herren, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? 10 Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi Herren tilhører de ikke. 11 Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så lyder det fra Herren. 12 De fornægter Herren og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger; 13 Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må ramme dem selv!" 14 Derfor, så siger Herren, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære. 15 Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra Herren, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter; 16 som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper; 17 det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler på.
18 Dette Påbud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem strider den gode Strid, 19 idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt fra sig og lidt Skibbrud på Troen; 20 iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.