Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

⁴ Herrens Ord kom til mig således: ⁵ Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg dig. ⁶ Men jeg svarede: "Ak, Herre, Herre, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung." ⁷ Så sagde Herren til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; ⁸ frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren." ⁹ Og, Herren udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund. 10, Se, jeg giver dig i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante."

71 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. ² Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; ³ red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! ⁴ Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; ⁵ thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var Herren min Tillid; ⁶ fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.

¹⁸ I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, ¹⁹ og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem. ²⁰ Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes". ²¹ Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver." ²² Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare ²³ og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder ²⁴ og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. ²⁵ Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene, ²⁶ han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen." ²⁷ Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. ²⁸ Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt. ²⁹ Thi vor Gud er en fortærende Ild.

¹⁰ Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten. ¹¹ Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op. ¹² Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: "Kvinde! du er løst fra din Svaghed." ¹³ Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og priste Gud. ¹⁴ Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!" ¹⁵ Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og fører dem til Vands? ¹⁶ Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se, i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på Sabbatsdagen?" ¹⁷ Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede; og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som gjordes af ham.