Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Skaberværkets vidnesbyrd
19 Til korlederen: En sang af David.
2 Himlen vidner om Guds herlighed,
universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
3 Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
Nat efter nat vidner stjernerne derom.
4 Skaberværket taler ikke,
der er ingen stemme at høre.
5 Og dog når budskabet til jordens ende,
det kan ses overalt i verden.
Solen fik sit hjemsted på himlen,
6 strålende som en brudgom bryder den frem,
gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
7 Den ene horisont er dens udgangspunkt,
ved den anden når den sit mål.
Intet undgår dens brændende varme.
Herrens lov
8 Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
9 Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.
Hjælp imod synd
13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.
Herrens løfte om frelse
61 Herrens Ånd er over mig, fordi han har udvalgt mig. Han har sendt mig for at bringe godt nyt til de afmægtige og genoprette dem, hvis hjerte er knust. Jeg skal forkynde frihed for de fangne og løse de bundnes bånd.[a] 2 Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle, som kommer til ham, men han vil også straffe de ulydige. Han vil trøste dem, der sørger. 3 Ja alle, som sørger i Zion, vil han give festdragt i stedet for sæk og aske, glæde i stedet for sorg, lovsang i stedet for tungsind. De skal kaldes de retfærdige egetræer, og de skal stå som vidnesbyrd om Herrens herlighed.
Byen og landet skal genopbygges
4 De hjemvendte skal bygge på ældgamle ruiner og genopbygge de ødelagte fortidsbyer, der har ligget forladt i mange generationer. 5 Fremmede skal vogte jeres får, pløje jeres marker og passe jeres vinmarker. 6 I skal kaldes Herrens præster og Guds tjenere, og I skal nyde nationernes rige ressourcer. 7 I stedet for den store vanære, I før var genstand for, skal I nu opleve stor fremgang og evig glæde.
Løst fra loven
7 Kære venner, jeg taler nu til jer, som kender de jødiske love. I ved godt, at man kun er undergivet loven, så længe man lever. 2 En gift kvinde er ifølge loven bundet til sin mand, så længe han er i live. Men hvis han dør, bliver hun løst fra den lov, som bandt hende til ham, 3 og hun er fri til at gifte sig med en anden mand. Hvis hun derimod flytter sammen med en anden mand, mens hendes egen mand stadig lever, så bryder hun ægteskabet. 4 Sådan er det også med jer, kære venner. For det første blev I frigjort fra loven, da Kristus døde for jer. For det andet fik I frihed til at binde jer til en anden, og denne anden, som I nu tilhører, er den genopstandne Kristus selv. Det betyder, at I nu kan gøre, hvad Gud ønsker. 5 Dengang vi levede uden Kristus, fik vores syndige tilbøjeligheder næring af lovens forbud og fik os til at gøre ting, som fører til død. 6 Men nu er vi løst fra loven. Vi er frigjort fra det, som bandt os, så vi nu kan tjene Gud på en helt ny måde—ved at lytte til Guds Ånd—i stedet for den gamle måde, som var bundet til lovens bogstav.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.