Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
18 Samuel derimod tjente Herren, selvom han endnu kun var et barn. Han havde en efod af linned på magen til præsternes. 19 Hvert år lavede hans mor en kappe til ham. Den havde hun så med, når hun kom til Shilo for at ofre sammen med sin mand.
20 Før Elkana og Hanna rejste hjem fra Shilo, velsignede Eli dem med ordene: „Må Gud give jer andre børn i stedet for Samuel, som er givet til Herren.”
26 I mellemtiden voksede Samuel op og var afholdt både af mennesker og Gud.
Hele skabningen skal lovsynge Herren
148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
2 Pris ham, I engle,
lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
3 Pris ham, sol og måne,
lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
4 Pris ham, I højeste himle,
lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
5 I skal alle prise Herren,
for I er skabt på hans befaling.
6 Han gav jer hver jeres faste plads
ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
7 Lad Herrens pris lyde fra jorden,
lovsyng ham, alle I havets skabninger.
8 Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
9 Pris ham, I bjerge og bakker,
lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
han har givet sine tjenere grund til glæde,
det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!
12 Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. 13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. 14 Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen.
15 Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker. I blev jo kaldet til at leve i fred som lemmer på samme legeme. Vær altid taknemmelige. 16 Lad Kristi ord få lov at fylde meget i jeres liv, så I kan undervise og vejlede hinanden med hans visdom. Syng lovsange, salmer og åndelige sange med taknemmelighed i hjertet til Gud. 17 Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.
Jesus som tolvårig i templet
41 Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. 42 Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang. 43 Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. 45 Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem.
46 På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. 47 De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. 48 Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: „Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!”
49 „Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?” spurgte Jesus. „Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?” 50 Men de forstod ikke, hvad han mente med det.
51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt. 52 Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.