Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 148

Hele skabningen skal lovsynge Herren

148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
    Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
Pris ham, I engle,
    lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
Pris ham, sol og måne,
    lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
Pris ham, I højeste himle,
    lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
I skal alle prise Herren,
    for I er skabt på hans befaling.
Han gav jer hver jeres faste plads
    ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
Lad Herrens pris lyde fra jorden,
    lovsyng ham, alle I havets skabninger.
Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
    lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
Pris ham, I bjerge og bakker,
    lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
    lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
    lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
    lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
    Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
    han har givet sine tjenere grund til glæde,
        det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!

Ordsprogene 8:32-36

32 Hør derfor godt efter, min søn,
    for du bliver lykkelig ved at følge mit råd.
33 Lyt til mig, så du kan få visdom.
    Ignorer ikke visdommen, når den siger:

34 „Velsignede er de, der lytter til mig,
    de, der venter ved min dør dag efter dag.
35 De, der tager imod mig, får et godt liv,
    for de opnår Guds velvilje.
36 De, der forkaster mig, skader sig selv.
    Siger de nej til mig, siger de ja til døden.”

Johannes 21:19-24

19 Jesus sagde de ord for at tilkendegive, hvordan Peter skulle dø til Guds ære. Derefter sagde Jesus til ham: „Følg mig!”

Jesus og Johannes

20 Peter vendte sig nu om og så, at den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, var på vej hen imod dem. Det var ham, som ved påskemåltidet havde lænet sig op ad Jesu bryst og spurgt: „Herre, hvem er det, som vil forråde dig?” 21 Så spurgte Peter: „Hvad med ham, Herre, hvordan skal det gå ham?” 22 „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen,” svarede Jesus, „hvad angår det så dig? Følg du mig!”

23 På den måde spredtes det rygte blandt de kristne, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde nu ikke sagt, at han ikke skulle dø. Han sagde: „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen, hvad angår det så dig?”

Efterskrift

24 Hvad her er skrevet, er altså den discipels vidnesbyrd. Og vi ved, at det, han har fortalt, er sandt.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.