Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Rut 3:1-5

Ruth søger ly under Boaz’ vinger

En dag sagde No’omi til Ruth: „Mit barn, det er vist på tide, at jeg hjælper dig med at få en mand og et hjem, hvor du kan have det godt. Hør her: Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han har været så god imod os og ladet dig samle aks i overflod på hans mark. Jeg ved, at han renser byg ude på tærskepladsen i aften! Hør nu godt efter: Tag dig et bad, tag lidt parfume på og dit pæneste tøj og gå så ud til tærskepladsen. Sørg for, at han ikke ser dig. Lad ham spise og drikke i fred. Læg mærke til, hvor han lægger sig til at sove, og når han har lagt sig, går du hen og løfter kappen væk fra hans fødder, og så lægger du dig der. Derefter skal han nok sige dig, hvad du skal gøre.”

„Jeg vil gøre alt, hvad du siger,” svarede Ruth.

Rut 4:13-17

13 Så giftede Boaz sig med Ruth, og hun flyttede hjem til ham. Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn.

14 Da sagde byens kvinder til No’omi: „Lovet være Herren, som har givet dig et barnebarn! Må han vinde ære i Israel. 15 Må han bringe din sjæl trøst og forsørge dig i din alderdom, for han er din svigerdatters søn, hende, der elsker dig så højt og har været mere trofast imod dig end syv sønner!”

16 Så tog No’omi drengen i sine arme, og hun passede ham, som var han hendes eget barn. 17 Nabokonerne sagde: „Nu har No’omi fået en søn!” Og de kaldte ham Obed. Han blev senere far til Isaj, som blev far til kong David.

Salme 127

Herrens velsignelse over arbejde og hjem

127 En valfartssang af Salomon.

Hvis ikke Herren bygger huset,
    er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,
    våger vagterne forgæves.
Det er til ingen nytte at slide og slæbe
    fra tidlig morgen til sen aften,
for Herren sørger for sine, mens de sover,
    han giver dem alt, hvad de har brug for.

Børn er en gave fra Herren,
    efterkommere er en velsignelse.
De børn, man får i sin ungdom,
    vil være til hjælp, når man bliver gammel.
Du er velsignet, hvis du har en stor familie,
    for de kan hjælpe dig, når du kommer under angreb.

Hebræerne 9:24-28

24 Kristus gik ikke ind i den helligdom, som er bygget af mennesker, og som er et billede på den himmelske helligdom. Nej, han gik ind i selve Himlen og kan nu træde frem for Guds ansigt på vores vegne. 25-26 Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle. 27 Og ligesom det er ethvert menneskes lod én gang at dø og senere blive stillet for Guds domstol, 28 sådan måtte Kristus dø én gang for at bære straffen for utallige menneskers synder. Når han senere kommer tilbage, er det ikke for at ofre sig selv igen, men for at frelse alle dem, der med forventning ser frem til hans komme.

Markus 12:38-44

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri(A)

38 Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. 39 De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. 40 Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”

Forskellen mellem at give og at ofre(B)

41 Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, 42 men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. 43 Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. 44 De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.