Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Et råb om hjælp i lidelse
39 Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2 Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5 „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6 Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7 Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8 Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9 Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
Jobs niende tale: Et svar til Bildad
26 Job svarede på følgende måde:
2 „Hvor har du været til megen hjælp,
trøstet og støttet mig arme stakkel!
3 Du har virkelig åbenbaret din store visdom
og forklaret det hele for den tåbe, jeg er!
4 Hvordan har du fået din vældige visdom?
Hvorfra kommer alle de kloge ord?
5 De dødes ånder skælver af frygt
i deres opholdssted under havet.
6 Dødsriget ligger åbent for Gud,
intet dernede er skjult for ham.
7 Gud udspændte himmelbuen over horisonten,
hængte jordkloden op i det tomme rum.
8 Vandet binder han i de mørke skyer,
de bryder ikke sammen under vægten.
9 Han skjuler fuldmånen bag sine skyer,
breder et slør ud over den.
10 Han markerer horisonten, hvor havet ender,
og stedet, hvor dagen bryder frem af natten.
11 Himlens søjler ryster og bæver,
de vakler, når han viser sin vrede.
12 Med sin magt bragte han havet til ro,
da han i sin visdom knuste Rahab.[a]
13 Ved et pust fra ham klarede himlen op,
han gennemborede den flygtende slange.
14 Det er kun små eksempler på hans styrke,
et svagt ekko af hans almagt,
for hvem kan fatte hans fulde styrke?”
Den store flok i Himlen af frelste fra alle folkeslag
9 Derefter lagde jeg mærke til en stor flok mennesker, som stod foran Lammet og Guds trone i Himlen, klædt i lange, hvide dragter og med palmegrene i hænderne. Der var mennesker fra alle folkeslag og sprog, og der var så mange, at ingen kunne tælle dem. 10 De råbte: „Frelsen kom fra vores Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet!”
11 Alle englene stod i en kreds omkring Guds trone og de 24 medregenter og de fire levende væsener. De faldt på knæ foran tronen, og med ansigtet mod jorden hyldede de Gud: 12 „Ja, det er rigtigt! Gud skal have ære, tak og lovprisning i al evighed. Han har al herlighed, visdom, kraft og magt. Amen!”
13 En af medregenterne vendte sig til mig og sagde: „Ved du, hvem de mennesker i hvide dragter er? Ved du, hvor de er kommet fra?”
14 „Nej, herre,” svarede jeg, „men du ved det.”
„De er kommet ud af den store trængsel,” sagde han. „De har gjort deres dragter rene i Lammets blod, så de er helt hvide. 15 Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans helligdom. Han, som sidder på tronen, vil tage sig af dem, 16 og de skal aldrig mere sulte eller tørste eller døje under sol og hede. 17 Lammet, der står ved tronen, vil være deres hyrde og lede dem til kilden med det livgivende vand, og Gud vil tørre hver tåre af deres kinder.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.