Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Herren hjælper sit folk
124 En valfartssang af David.
„Hvad hvis Herren ikke havde hjulpet os?
Lad hele Israel svare.”
2 Hvis Herren ikke havde hjulpet os,
da fjenderne gik til angreb,
3 havde de slugt os med hud og hår,
for de nærede et bundløst had.
4 De ville have skyllet os fuldstændigt væk,
som en flodbølge kom de imod os.
5 Det brusende vand
ville have revet os bort fra de levendes land.
6 Men lovet være Herren,
han lod dem ikke udslette os.
7 Vi var fanget som en fugl i en fælde,
men Herren slap os fri.
Han åbnede fælden for os
og reddede os fra den visse død.
8 Det var Herren, der kom os til hjælp,
himlens og jordens Skaber.
Dronning Vashtis ulydighed
1 Kong Xerxes[a] af Persien regerede over et mægtigt rige, der strakte sig fra Indien mod øst til Nubien mod vest. Det var opdelt i 127 provinser.
2-4 Engang, da kongen opholdt sig i et af sine paladser i byen Susa, besluttede han at indkalde alle sine provinsguvernører, embedsmænd og militære ledere fra hele det medisk-persiske rige til en konference, der varede i seks måneder. Det var i hans tredje regeringsår.[b] Under konferencen beværtede kongen dem godt, og han demonstrerede med stolthed sin utrolige magt og rigdom.
5 Da konferencen var forbi, holdt kongen en fest for sine hoffolk, embedsmænd og alle med tilknytning til paladset uanset deres stilling. Festen varede en uge og blev holdt i paladsets parkområde, 6 der til anledningen var udsmykket med grønne, hvide og blå bannere af kostbart linned, fastgjort med purpurfarvede bånd til sølvringe på søjler af hvidt marmor. Fornemme divaner belagt med guld og sølv var stillet frem på mosaikgulve af porfyr, marmor, perlemor og andre sjældne stenarter. 7 Der blev serveret drinks i guldbægre af forskelligt design, og der var et overdådigt udvalg af udsøgte vine, som det passer sig for en mægtig monark. 8 Der var ingen grænser for, hvor meget man måtte drikke, for kongen havde givet sine tjenere ordre til, at alle måtte drikke lige så lidt eller lige så meget, de ville.
9 Imens holdt dronning Vashti en tilsvarende fest for kvinderne inde i paladset.
10 På festens sidste dag, da kongen var i højt humør på grund af vinen, bad han de syv eunukker, der var hans personlige tjenere—Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas— 11 om at føre Vashti frem med dronningekronen på hovedet, så alle mændene kunne beundre hendes skønhed. Hun var nemlig usædvanlig smuk. 12 Men da hofmændene forelagde kongens ønske for dronningen, nægtede hun at adlyde. Kongen blev rasende 13 og spurgte sine rådgivere til råds, som han havde for vane, når der opstod et problem, der krævede kendskab til landets love. 14 Kongens nærmeste rådgivere var Karshena, Shetar, Admata, Tarshish, Meres, Marsena og Memukan—syv højt betroede embedsmænd i det medisk-persiske rige. De syv rådgivere havde deres daglige gang hos kongen.
15 „Hvad skal vi stille op med hende?” spurgte han dem. „Hvilken straf fastsætter loven for en dronning, der nægter at adlyde kongens officielle ordre?”
16 Memukan svarede: „Det er ikke kun kongen, hun har vanæret, men samtlige mænd i hele det persiske rige! 17 Når alle kvinderne i riget hører, at dronningen har nægtet at adlyde kongen, vil de også nægte at adlyde deres mænd, for de vil sige: ‚Kong Xerxes befalede dronning Vashti at komme til ham, men det nægtede hun.’ 18 Allerede nu har de fornemme persiske og mediske kvinder hørt, hvad hun gjorde, og de vil fra nu af behandle dine betroede embedsmænd på samme måde. Det vil resultere i opsætsighed og skænderier uden lige! 19 Hvis det behager kongen, foreslår vi, at De udsteder et dekret, som siger, at dronning Vashti aldrig mere må nærme sig kongen. Lad det blive en kongelig lov, som efter medisk-persisk retspraksis ikke kan omstødes, når først den er sat i kraft. Desuden foreslår vi, at De vælger en ny dronning, som er mere værdig til opgaven, end Vashti var. 20 Når kongens befaling bliver læst op i hele det persiske rige, vil det betyde, at alle kvinderne uanset stand fremover vil vise deres mænd respekt!”
21 Kongen og hans andre rådgivere syntes godt om Memukans forslag, som derefter blev til lov.
13 Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. 14 Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. 15 Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.
16 „Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. 17 Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”
18 Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. 19 „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. 20 „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”
21 Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: 22 En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.
Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen
23 Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.
24 Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. 25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:
Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.[a]
27 Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, 28 og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. 29 Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. 30 Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”
31 Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.