Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
22 Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld 2 Rig og fattig mødes, Herren har skabt dem begge.
8 Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv. 9 Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.
22 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten: 23 thi Herren fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.
125 De der stoler På Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. 2 Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og Herren hegner sit Folk fra nu og til evig Tid : 3 Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret. 4 Herre, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet; 5 men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive Herren tillige med Udådsmænd. Fred over Israel!
2 Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! 2 Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning, 3 og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: 4 ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? 5 Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? 6 Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? 7 Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder?
8 Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret; 9 men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. 10 Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle.
11 Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. 12 Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. 13 Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.
14 Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? 15 Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, 16 og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det? 17 Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv.
24 Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; 25 men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; 26 (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. 27 Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 28 Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler." 29 Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter" 30 Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.
31 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. 32 Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham. 33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge 34 og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! 35 Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. 36 Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 37 Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."