Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 125

Tryghed hos Herren

125 En valfartssang.

De, der stoler på Herren,
    står fast som Zions bjerg.
        I evighed rokkes de ikke.
Som bjergene omslutter Jerusalem,
    vil Herren altid omslutte sit folk.
Onde konger skal ikke herske for evigt
    over det land, Gud gav de gudfrygtige,
    for ellers ville de glemme deres gudsfrygt.
Herre, vis godhed mod de gode,
    de, som har et oprigtigt hjerte.
Men de, som slår ind på ondskabens vej,
    vil Herren jage bort sammen med de onde.

Fred være med Israel!

Ordsprogene 4:10-27

Visdommens vej

10 Min søn, hør på mig og gør, hvad jeg siger,
    så får du et langt og lykkeligt liv.
11 Jeg viser dig visdommens vej
    og leder dig ad de rette stier.
12 På visdommens vej snubler du ikke,
    på retfærdighedens vej vil du ikke falde.
13 Hold fast ved mit råd og slip det ikke,
    for mine ord vil føre dig sikkert gennem livet.
14 Slå ikke følge med onde mennesker,
    drej ikke ind på synderes vej.
15 Hold dig langt væk fra ondskabens vej.
    Vend dig bort og gå forbi.
16 De onde får ingen ro, før de har forbrudt sig,
    sover ikke, før de har bragt nogen til fald.
17 De lever af ondskab, som var det brød,
    og nyder vold, som var det vin.

18 De, der følger Guds vej, ser hans lys,
    og det vokser og vokser, som tiden går.
19 Men den vej, de onde følger, ligger i mørke,
    de ved ikke, hvad de falder over.

20 Min søn, lyt til mine ord,
    hør godt efter, hvad jeg siger.
21 Hold godt fast ved dem,
    og lad dem slå rod i dit hjerte,
22 for de giver liv til alle, som følger dem,
    de giver sundhed til krop og sjæl.
23 Pas på dine tanker og motiver,
    for det er dem, der former dit liv.
24 Hold din tunge fra falsk tale,
    lad ingen løgn komme over dine læber.
25 Hav målet for øje, hvor du end går,
    lad være med at se til siden.
26 Vælg den rette vej,
    og du vil opleve, at alt går godt.
27 Bøj ikke af til højre eller venstre,
    hold dig fra alt, hvad der er ondt.

Romerne 2:12-16

12 De, der forsynder sig uden at kende Guds lov, vil blive dømt uden hensyn til den lov. Men de, der kender Guds lov og alligevel forsynder sig imod den, vil blive dømt under henvisning til den lov. 13 Det er nemlig ikke nok, at du, som er jøde, kender Guds lov. Du skal også overholde den, hvis du vil gøre dig håb om at blive frikendt.

14 Når de, som ikke kender Guds lov, alligevel gør, hvad loven foreskriver, viser det, at de følger deres egen indre lov, 15 og at lovens krav på en måde er skrevet i deres hjerter. Deres samvittighed kræver, at de følger den lov, og på dommens dag vil nogle føle sig dømt af deres samvittighed, mens andre vil føle sig frikendt. 16 Den dag, hvor menneskene bliver stillet for Guds domstol, vil Jesus Kristus dømme deres skjulte tanker, sådan som jeg har forklaret det i mit budskab.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.