Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Højsangen 2:8-13

Anden sang: De elskende finder sammen

Den unge pige:

8-9 „Jeg kan høre min elskedes stemme.
    Han er på vej hen til mig!
Se, dér kommer han løbende over bjergene,
    springende ned ad bakkerne som en gazelle.
Se, nu står han uden for muren,
    han kigger ind gennem vinduesgitteret.
10 Min elskede siger til mig:
    ‚Stå op, min smukke! Kom med!
11 Se, vinteren er forbi, nu er det forår.
12     Blomster skyder op af jorden,
fuglene synger af glæde,
    turtelduerne kurrer overalt i landet.
13 De første figner er kommet,
    vinrankens blomster spreder deres duft.
Stå op, min elskede!
    Kom, du skønne, kom med mig!’ ”

Salme 45:1-2

En kongelig bryllupssang

45 Til korlederen: En kærlighedssang af Koras slægt. Synges til melodien „Liljerne”.

Jeg har en skøn sang i mit hjerte,
    og jeg vil synge den til ære for kongen.
Jeg bruger min stemme til at udtrykke mine tanker,
    som skriveren bruger pen og blæk.

Salme 45:6-9

Dine pile er skarpe,
    de vil ramme dine fjender i hjertet.
        Hære vil falde for dine fødder.

Dit rige, herre,[a] skal bestå for evigt,
    du regerer med retfærdighed.
Du elsker det gode og hader det onde.
    Derfor har Gud udvalgt og salvet dig
        med glædens olie frem for andre.
Dine klæder dufter af myrra, aloe og kassia,
    du glædes ved strengespil i dit elfenbensudsmykkede palads.

Jakob 1:17-27

17 Det er udelukkende gode og fuldkomne gaver, der kommer til os fra vores himmelske Far, som har skabt lysene i himmelrummet. Hans lys er uforanderligt, og han skjules ikke af skygger. 18 Han besluttede at give os nyt liv gennem sandhedens ord, så vi blev hans særlige ejendom blandt al skabningen.

Lyt, tag imod Guds ord og lev det ud i hverdagen

19 Kære venner, husk, at det er godt at lytte, at tænke sig om, før man taler, og ikke være for hurtig til at blive vred, 20 for et menneskes vrede kommer i vejen for Guds vilje. 21 Derfor skal I lægge alle urene tanker og onde handlinger bag jer og koncentrere jer om at give vækstbetingelser til det ord, som er plantet i jer, og som er i stand til at føre jer frem til det evige liv.

22 I bedrager jer selv, hvis I kun hører ordet uden at handle på det. 23 Hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, som når I betragter jeres ansigt i et spejl. 24 Lige så snart I vender ryggen til spejlet, har I glemt, hvordan I så ud. 25 Men hvis I fordyber jer i frihedens fuldkomne lov, og bliver ved med at holde den for øje, bliver I ikke som dem, der hører og glemmer, men som dem, der hører og handler. Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse.

26 De, der mener, at de tjener Gud, men ikke tøjler deres tunge, bedrager sig selv. Den måde at tjene Gud på er intet værd. 27 Nej, en god og ægte måde at tjene Gud, vores Far, på er at tage sig af forældreløse børn og fattige enker og undgå at blive forurenet af verdslighed.

Markus 7:1-8

Guds befalinger og menneskelige traditioner(A)

En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. 3-4 Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,[a] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.

Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”

„I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:

‚Dette folk ærer mig i det ydre,
    men deres hjerte er fjernt fra mig.
Det er forgæves, de dyrker mig,
    når deres lære blot er menneskebud.’[b]

De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for.

Markus 7:14-15

Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?(A)

14 Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: 15 Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod—det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent.

Markus 7:21-23

21 dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, 22 utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. 23 Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.