Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
8 Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre Herrens Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion.
6 Så førte Præsterne Herrens Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger;
10 Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen Herrens Hus, 11 så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus.
22 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens Alter lige over for hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen 23 og sagde: "Herre Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, 24 du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. 25 Så hold da nu, Herre, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du har gjort. 26 Så lad nu, Herre, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener, min Fader David!
27 Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! 28 Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, Herre min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit Åsyn; 29 lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! 30 Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!
41 Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, - 42 thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus, 43 da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.
84 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre! 3 Af Længsel efter Herrens Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud! 4 Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers Herre, min Konge og Gud! 5 Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela. 6 Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser! 7 Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. 8 Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion. 9 Hør min Bøn, o Herre, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela. 10 Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn! 11 Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte. 12 Thi Gud Herren er Sol og Skjold, Herren giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. 13 Hærskarers Herre, salig er den, der stoler på dig!
10 For øvrigt bliver stærke i Herren og i hans Styrkes Vælde! 11 Ifører eder Guds fulde Rustning, for at I må kunne bolde Stand imod Djævelens snedige Anløb. 12 Thi for os står Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod Ondskabens Åndemagter i det himmelske. 13 Derfor tager Guds fulde Rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde Dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt. 14 Så står da omgjordede om eders Lænd med Sandhed og iførte Retfærdighedens Panser. 15 Fødderne ombundne med Kampberedthed fra Fredens Evangelium; 16 og i alle Forhold løfter Troens Skjold, med hvilket I ville kunne slukke alle den ondes gloende Pile, 17 og tager imod Frelsens Hjelm og Åndens Sværd, som er Guds Ord, 18 idet I under al Påkaldelse og Bøn bede til enhver Tid i Ånden og ere årvågne dertil i al Vedholdenhed og Bøn for alle de hellige, 19 også for mig, om at der må gives mig Ord, når jeg oplader min Mund, til med Frimodighed at kundgøre Evangeliets Hemmelighed, 20 for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, for at jeg må have Frimodighed deri til at tale, som jeg bør.
56 Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. 57 Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af Faderen, ligeså skal også den, som æder mig, leve i Kraft af mig. 58 dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som eders Fædre åde og døde. Den, som æder dette Brød, skal leve evindelig." 59 Dette sagde han, da han lærte i en Synagoge i Kapernaum.
60 Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: "Dette er en hård Tale; hvem kan høre den?" 61 Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede derover, sagde han til dem: "Forarger dette eder? 62 Hvad om I da få at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var før? 63 Det er Ånden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg har talt til eder, ere Ånd og ere Liv. 64 Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der skulde forråde ham. 65 Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af Faderen." 66 Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. 67 Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?" 68 Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du har det evige Livs Ord; 69 og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige."