Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

En bøn om hjælp og et løfte

61 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.

David viser særlig godhed imod Mefiboshet

9 En dag kom David til at tænke på, om der mon stadig var nogle tilbage af Sauls efterkommere, som han kunne vise godhed mod, sådan som han havde lovet Jonatan. ² Der var en mand ved navn Ziba, der engang havde været en af Sauls betroede tjenere. Ham sendte David bud efter.

„Er du Ziba?” spurgte han.

„Ja,” svarede manden.

³ Kongen fortsatte: „Er der ikke nogen tilbage af Sauls efterkommere, som jeg kan vise godhed og derved indfri et løfte, jeg har givet for Guds ansigt?”

„Jo, det er der,” svarede Ziba, „der er en søn af Jonatan, men han er lam i benene.”

⁴ „Hvor bor han?” spurgte kongen.

„Han bor i Lodebar hos Makir, Ammiels søn.”

^5-6 Så sendte kong David bud efter Mefiboshet, Jonatans søn, Sauls barnebarn. Mefiboshet frygtede det værste, og da han kom ind til David, bøjede han sig underdanigt for kongen. ⁷ Men David sagde beroligende:

„Vær ikke bange! Jeg vil behandle dig godt på grund af din far Jonatan. Du skal få al Sauls ejendom tilbage og bo her i paladset!”

⁸ Da bøjede Mefiboshet sig endnu en gang for kongen og udbrød: „Skulle kongen virkelig vise en sådan godhed imod en død hund som mig?”

⁹ Kongen tilkaldte nu Sauls tjener, Ziba. „Jeg har givet din herres barnebarn familiens ejendom tilbage,” forklarede han. ^10-11 „Det bliver din opgave at bestyre ejendommen og sørge for, at dine sønner og tjenere opdyrker jorden, så den giver udbytte og føde til hans familie. Men Mefiboshet skal fremover bo her i paladset.”

Ziba, der havde 15 sønner og 20 tjenere, svarede: „Jeg skal sørge for at efterkomme kongens ønske.” Og fra da af spiste Mefiboshet regelmæssigt sammen med kong David, og han blev behandlet som Davids egne sønner. ¹² Mefiboshet havde selv en lille søn, der hed Mika.

Zibas husstand kom altså til at bestyre Mefiboshets ejendom, ¹³ mens Mefiboshet, der jo var lam i benene, flyttede til Jerusalem og tog ophold i kongens palads.

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt^(A)

15 En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. ² Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de. ³ Da sagde Jesus:

⁴ „Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det? ⁵ Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, ⁶ og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’

⁷ Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.