Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
20 Du sagde engang i et syn til din profet:
„Jeg har valgt at støtte en ung helt,
udvalgt en konge blandt almindelige mennesker.
21 Jeg udtog David som min tjener,
salvede ham med olie til konge.
22 Min hånd skal altid støtte ham,
min arm give ham styrke.
23 Hans fjender kan ikke få ram på ham,
de onde kan ikke overmande ham.
24 Jeg vil selv gøre det af med hans fjender,
jeg tilintetgør dem, der hader ham.
25 Min trofaste kærlighed følger ham altid,
han får styrke ved at stole på mig.
26 Jeg giver ham magt over havet,
han skal herske over floderne.
27 Han skal kalde mig ‚Far’ og ‚Gud’
og ‚Redningsmand’.
28 Jeg vil gøre ham til min førstefødte søn,
den mægtigste konge på jorden.
29 Jeg vil være ham tro for evigt,
min pagt med ham står fast.
30 Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe himlen er til.
31 Men hvis hans børn svigter mig
og ikke adlyder mine bud,
32 hvis de bryder mine love
og ikke gør, som jeg siger,
33 så må jeg straffe dem for deres oprør,
drage dem til ansvar for deres ulydighed.
34 Men jeg vil altid være ham tro
og holde fast ved mit løfte.
35 Jeg bryder ikke min pagt,
og svigter ikke mit ord.
36 Jeg har én gang aflagt et højtideligt løfte,
og jeg kan ikke lyve overfor David.
37 Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe solen står op,
15 Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang da David opholdt sig ved Adullams klippehule, og filistrenes hær havde slået lejr i Refaimdalen, drog tre af „De Tredive” tapre krigere ned til David. 16 Han opholdt sig som sagt i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. 17 David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” 18 Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. 19 „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.
Lovprisning af Guds frelsesplan og Guds Søn
15 Vi kan se den usynlige Gud ved at se hans Søn, som er Herre over alt det skabte. 16 Alt i himlen og på jorden blev til og eksisterer ved hans medvirken og for hans skyld, både det synlige og det usynlige, inklusive alt, som har magt og autoritet i den åndelige verden. 17 Han var til før alt andet, og alt eksisterer i kraft af ham. 18 Han er leder[a] for menigheden, som er hans legeme. Han er alle tings begyndelse. Han var den første til at opstå fra de døde og har førstepladsen på alle områder. 19 Det var nemlig Guds plan og vilje at åbenbare hele sit guddommelige væsen gennem sin Søn, 20 og Gud skabte gennem hans død på korset mulighed for fred og forsoning mellem sig selv og alt på jorden og i himlen.
Hold fast ved troen uden vaklen
21 I, der engang var langt borte fra Gud og fjendtligt indstillede over for ham midt i jeres onde handlinger, 22 er nu blevet forsonet med ham. Gennem sin død skabte Kristus forsoning mellem jer og Gud, så I kan se frem til at stå foran ham fuldt ud accepterede, skyldfri og hævet over enhver anklage, 23 hvis I altså bliver grundfæstet og styrket i troen, så I kan stå fast og ikke miste det håb, I modtog gennem budskabet om Kristus. Det budskab er nået ud over hele verden, og jeg, Paulus, har investeret mit liv i at forkynde det overalt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.