Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Den almægtige Konge
24 En sang af David.
Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren,
hele verden og alle, som bor i den.
2 Han grundlagde jorden på verdenshavene,
dens fundament lagde han på havets dyb.
3 Hvem kan stige op på Herrens bjerg?
Hvem har lov at gå ind i hans helligdom?
4 De, som har rene motiver og gør det gode,
som ikke tilbeder afguder eller sværger falsk.
5 Sådanne mennesker bliver velsignet af Gud
og nyder godt af hans trofasthed og godhed.
6 Kun de må komme ind i Herrens nærhed
og tilbede Jakobs Gud.
7 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
8 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som er stærk og mægtig.
Det er Herren, som vinder enhver kamp.
9 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
10 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som styrer alt.
Han er den almægtige Konge.
Rejsen bort fra Sinaibjerget begynder
11 På den 20. dag i den anden måned, et år efter, at Israels folk havde forladt Egypten, løftede skyen sig fra boligen med pagtens ark, 12 og skyen viste israelitterne vej fra Sinaiørkenen hele vejen op til Parans ørken.
13 Vandringen skete i overensstemmelse med de instrukser, Herren havde givet Moses. 14 Først skulle Judas stamme bryde op med banneret for den første hærafdeling. De blev anført af Nahshon. 15 Issakars stamme, anført af Netanel, 16 og Zebulons stamme, anført af Eliab, fulgte med i den første afdeling. 17 Derefter blev åbenbaringsteltet pakket sammen, og det var Gershons og Meraris slægter af Levis stamme, der drog af sted med det på skuldrene.
18 Så skulle Rubens stamme bryde op med banneret for den anden hærafdeling. De blev anført af Elitzur. 19 Simeons stamme, anført af Shelumiel, 20 og Gads stamme, anført af Eljasaf, fulgte med i den anden hærafdeling. 21 Derpå skulle Kehats slægt bryde op. Det var dem, der bar de hellige ting fra boligen, og åbenbaringsteltet ville så allerede være stillet op, når de nåede frem til den nye lejrplads.
22 Derefter skulle Efraims stamme bryde op med banneret for den tredje hærafdeling. De blev anført af Elishama. 23 Manasses stamme, anført af Gamliel, 24 og Benjamins stamme, anført af Abidan, fulgte med i den tredje hærafdeling.
25 Til sidst skulle Dans stamme bryde op med banneret for den fjerde hærafdeling. De blev anført af Ahiezer. 26 Ashers stamme, anført af Pagiel, 27 og Naftalis stamme, anført af Ahira, fulgte med i den sidste hærafdeling. 28 Således skulle stammerne bryde op i rækkefølge og vandre af sted i de foreskrevne hærafdelinger.
29 Da de skulle til at begynde vandringen, sagde Moses til sin svoger,[a] midjanitten Hobab: „Endelig er vi på vej mod det land, Herren har lovet os. Hvis du vil følge med os, vil vi belønne dig rigeligt, for Herren har givet Israels folk gode løfter.”
30 Men Hobab svarede: „Nej tak, jeg må tilbage til mit land og min slægt.”
31 „Jo, bliv nu hos os,” bad Moses. „Vi har brug for dig, for du kender ørkenen og ved, hvor det er bedst at slå lejr. 32 Hvis du går med os, skal du nok få del i alt det gode, Herren vil give os.” Det gjorde han så.
33-34 De vandrede derefter væk fra Herrens bjerg, mens skyen svævede over pagtens ark, som blev båret forrest for at vise dem vej. Efter tre dagsrejser kom de til et sted, hvor de kunne slå lejr og hvile ud.
35 Hver gang de løftede arken for at gå videre, råbte Moses: „Rejs dig, Herre. Slå dine fjender på flugt, så de spredes for alle vinde.” 36 Og hver gang de holdt hvil, sagde han: „Vend tilbage, Herre. Bliv hos disse tusindvis af israelitter.”
Johannes Døbers fødsel
57 Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. 58 Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.
59 Ugedagen[a] efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, 60 men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”[b]
61 „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” 62 Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. 63 Han bad om en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”
64 I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. 65 Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. 66 Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.
67 Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:
68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79 Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
80 Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.