Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 48

Guds udvalgte by, Jerusalem

48 En sang af Koras slægt.

Herren er stor og værdig til al ære,
    vi priser ham i den by, han har valgt.
Se, hvor Zions hellige bjerg
    knejser smukt mod nord.[a]
Zion er hele jordens glæde,
    den store Konges bolig.
Gud er til stede midt i sin by,
    han er selv dens stærkeste fæstning.
Jordens konger sluttede sig sammen,
    rykkede frem i flok.
Hvad de så, gjorde dem skrækslagne,
    så de skyndte sig bort.
Pludselig gik de i panik,
    blev grebet af angst som af fødselsveer.
Gud knuste dem som de store skibe,
    der kan splintres af en orkan.
Vi har hørt om Guds undere i fortiden,
    og nu har vi set dem med egne øjne.
Den almægtige Gud har reddet sin by,
    og han vil beskytte den til hver en tid.
10 Vi mindes din urokkelige kærlighed, Gud,
    når vi tilbeder dig i dit hellige tempel.
11 Hele verden har hørt om din storhed,
    du bliver lovprist over alt på jorden.
Du er en god konge,
12     og derfor er der glæde i Jerusalem.
Judas byer, bryd ud i jubel
    over Guds godhed.
13 Gå ud og se på Guds by,
    gå rundt om den og tæl dens tårne.
14 Læg mærke til dens enorme bymur,
    undersøg dens fæstninger,
        så I kan fortælle de kommende slægter:
15 „Den almægtige Gud skal altid være vores Gud,
    han er for evigt vores leder.”

2 Samuel 3:31-38

31-32 Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd, 33 og David sang følgende sørgesang over Abner:

Ak, Abner, du blev narret i døden.
34 Man bandt ikke engang dine hænder
    eller lagde dine fødder i lænker!
Du blev myrdet af voldsmænd.

Bagefter græd hele folket igen.

35-36 David nægtede at tage føde til sig på begravelsesdagen. Alle opfordrede ham til at spise, men David aflagde ed på, at han ville faste indtil solnedgang, en gestus, som folket lagde mærke til og syntes om, og som var med til at øge deres respekt for ham. 37 Det overbeviste både Judas og Nordrigets folk om, at David ikke var skyld i Abners død. 38 Endvidere sagde David til sine mænd: „Mon I forstår, at det er en af Israels store ledere, vi har begravet i dag!

Matthæus 8:18-22

En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn(A)

18 En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen. 19 I mellemtiden kom en af de skriftlærde hen til Jesus og sagde: „Mester, jeg vil gerne være din discipel og følge med dig—uanset hvor du går hen!”

20 Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ikke engang mit eget hjem.”

21 En anden af dem, der fulgte ham, sagde: „Herre, jeg vil gerne være din discipel, men jeg må først tage mig af min fars begravelse.”

22 Til ham sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.