Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 18:1-6

Davids sejrssang(A)

18 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. Han sang den til Herren i anledning af, at Herren havde reddet ham fra Saul og alle hans øvrige fjender.

Jeg elsker Herren,
    han er min redning.
Herren er min Klippeborg
    og min Beskytter.
Han er mit Skjul,
    hos ham søger jeg tilflugt.
Han er mit Skjold,
    min Frelse og min Fæstning.
Jeg kalder på Herren, den Højlovede,
    og frelses fra mine fjender.

Dødens reb omsluttede mig,
    undergangens bølger væltede ind over mig,
dødsriget strammede sit greb om mig,
    jeg sad fast i dødens fælde.

Salme 18:43-50

43 Jeg knuste dem til støv, som hvirvler i vinden,
    jeg trådte dem ned som snavs på gaden.
44 Du hjalp mig i kampen mod fjendtlige hære,
    gav mig sejr over fremmede folkeslag,
        som nu er blevet mig underlagt.
45 Straks de hørte min røst, adlød de.
    De kom krybende hen til mig.
46 De tabte fuldstændig modet,
    kom skælvende frem fra deres skjul.

47 Herren lever!
Lovet være min redningsmand.
    Ære være min Gud, som frelste mig,
48 den Gud, som besejrede mine fjender,
    som gjorde mig til hersker over fremmede folkeslag.
49 Herre, du reddede mig fra mine fjender.
    Du førte mig i sikkerhed,
        og frelste mig fra voldens mænd.

50 Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene, Herre.
    Jeg vil synge om din storhed.

1 Samuel 31

Saul og hans sønner mister livet

31 I mellemtiden var filistrene nået frem til Jizre’eldalen og gået til angreb på israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. Filistrene satte efter Saul og hans sønner Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.

Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev hårdt såret og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre gennemborer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. Den dag døde både Saul, hans tre sønner, hans våbendrager og hele hans livvagt.

Da de israelitter, der boede på den anden side af dalen og øst for Jordanfloden, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.

Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans tre sønners lig på Gilboahøjen. Så huggede de hovedet af Saul og tog hans våben, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og deres landsmænd. 10 Sauls våben blev udstillet i Astartetemplet, og hans lig blev hængt op på Bet-Shans mur.

11 Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, 12 gik deres tapre krigere samme nat til Bet-Shan og tog Sauls og hans sønners lig ned fra muren. Så bragte de dem til Jabesh, hvor de brændte dem. 13 Knoglerne begravede de under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.

2 Korinterne 9:1-5

Det er næsten overflødigt, at jeg skriver til jer om denne kærlighedsgave til de kristne i Jerusalem. Jeg kender jo jeres iver efter at hjælpe. Det har jeg rost jer for over for menighederne i Makedonien, og jeg har sagt, at I nede i Akaja allerede for et år siden var parat til at sende en gave. Det var faktisk jeres iver efter at hjælpe, der fik mange af de andre til at slutte sig til indsamlingen. Jeg sender nu mine medarbejdere, for at min ros af jer ikke skal vise sig at være grundløs på det punkt. Det gør jeg, for at I kan være parate, når jeg kommer, som jeg har sagt, at I ville være. Hvis nogle fra menighederne i Makedonien rejser med mig ned til jer, og de så opdager, at I slet ikke er klar, når vi kommer, ville det være flovt for både jer og mig. Derfor mente jeg, at det var bedst, hvis mine medarbejdere rejste i forvejen, så de kan hjælpe jer til at få færdiggjort indsamlingen af den gave, som I har lovet. Lad det være en rigelig gave, så den bliver et udtryk for Guds velsignelse, ikke for nogens smålighed.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.