Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 18:1-6

Davids sejrssang(A)

18 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. Han sang den til Herren i anledning af, at Herren havde reddet ham fra Saul og alle hans øvrige fjender.

Jeg elsker Herren,
    han er min redning.
Herren er min Klippeborg
    og min Beskytter.
Han er mit Skjul,
    hos ham søger jeg tilflugt.
Han er mit Skjold,
    min Frelse og min Fæstning.
Jeg kalder på Herren, den Højlovede,
    og frelses fra mine fjender.

Dødens reb omsluttede mig,
    undergangens bølger væltede ind over mig,
dødsriget strammede sit greb om mig,
    jeg sad fast i dødens fælde.

Salme 18:43-50

43 Jeg knuste dem til støv, som hvirvler i vinden,
    jeg trådte dem ned som snavs på gaden.
44 Du hjalp mig i kampen mod fjendtlige hære,
    gav mig sejr over fremmede folkeslag,
        som nu er blevet mig underlagt.
45 Straks de hørte min røst, adlød de.
    De kom krybende hen til mig.
46 De tabte fuldstændig modet,
    kom skælvende frem fra deres skjul.

47 Herren lever!
Lovet være min redningsmand.
    Ære være min Gud, som frelste mig,
48 den Gud, som besejrede mine fjender,
    som gjorde mig til hersker over fremmede folkeslag.
49 Herre, du reddede mig fra mine fjender.
    Du førte mig i sikkerhed,
        og frelste mig fra voldens mænd.

50 Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene, Herre.
    Jeg vil synge om din storhed.

1 Samuel 23:14-18

Saul forfølger David

14-15 David slog sig nu ned i Zifs ørken,[a] hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham. 16 Mens David opholdt sig i en skovtykning,[b] kom Jonatan ud til ham og opmuntrede ham til at stole på Gud.

17 „Vær ikke bange,” sagde han. „Min far finder dig aldrig her. En dag vil du blive konge over Israel, og jeg bliver din højre hånd. Det ved min far udmærket.” 18 Da fornyede de to venner deres venskabspagt, hvorefter Jonatan vendte hjem, mens David blev i skoven.

2 Korinterne 8:16-24

Titus og hans rejseledsagere

16 Jeg takker Gud, fordi han har givet Titus samme inderlige omsorg for jer, som jeg selv har. 17 Han var fyr og flamme, så snart jeg foreslog ham at rejse ned til jer. Han længes nemlig efter at møde jer igen. 18 Sammen med ham sender vi en anden kristen medarbejder, som er anerkendt i alle menighederne på grund af sit arbejde med at forkynde det glædelige budskab. 19 Desuden er han af menighederne blevet udpeget til at rejse sammen med os, så længe vi er i gang med denne pengeindsamling. Herren vil blive æret gennem indsamlingen, og den viser vores iver efter at hjælpe hinanden. 20 Ved at rejse sammen kan vi undgå, at nogen vil mistænke os for at misbruge det store beløb, som er blevet os betroet. 21 Det er vigtigt for os at gøre det, der er ros værd—ikke kun i Guds øjne, men også i menneskers.

22 Sammen med de to sender vi endnu en af vores medarbejdere, som mange gange har vist sin iver efter at tjene Herren. Nu er han ivrig efter at komme af sted, og han har stor tillid til jer efter det, jeg har fortalt om jer. 23 Titus er jo min assistent, som også vil være til hjælp for jer, og de to andre er udsendt fra menighederne og gør Kristus ære.

Giv rigeligt og på grund af kærlighed

24 Når de tre udsendinge kommer til jer, så vis jeres kærlighed i praksis og bevis, at vi havde ret, da vi roste jer over for dem i menighedernes påhør.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.