Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Goliat udfordrer Israel

17 Filistrene samlede igen deres hær for at gå i krig. De samledes i Soko i Juda og slog lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka.

⁴ Filistrene havde en kriger, Goliat fra Gat, som var næsten tre meter høj. ⁵ Hans rustning bestod af en hjelm af bronze, et brystpanser af bronze, der vejede over 50 kilo,^{[a] 6} og benskinner af bronze. På ryggen bar han et kastespyd af bronze. ⁷ Skaftet på hans kampspyd var flere tommer tykt og med en spydspids af jern, der vejede næsten syv kilo. Foran ham gik hans våbendrager med et stort skjold.

⁸ Goliat trådte frem foran de øvrige filistre og råbte over til israelitterne: „Hvorfor har I stillet hele hæren op til kamp? Vi kan da bare ordne sagen ved en lille tvekamp! Jeg er filistrenes største krigshelt. I er selvfølgelig kun Sauls slaver, men vælg bare en af jeres mænd til at komme herned og kæmpe med mig. ⁹ Hvis han vinder over mig og slår mig ihjel, bliver vi jeres slaver. Men hvis jeg vinder over ham og slår ham ihjel, bliver I vores slaver. ¹⁰ Jeg udfordrer Israels hær til at sende en mand her hen til mig, hvis I altså tør.” ¹¹ Da Saul og israelitterne hørte, hvad Goliat sagde, blev de skrækslagne og tabte fuldstændig modet.

¹⁹ De er sammen med Saul og hele hæren i Elahdalen.”

²⁰ David overlod så fårene til en anden hyrde, og tidligt næste morgen tog han af sted. Han ankom til udkanten af lejren, netop som hæren var ved at stille op til kamp og udstødte kampråbet. ²¹ Israelitterne og filistrene stillede op over for hinanden på hver sin side af dalen. ²² David efterlod sin bagage hos manden, der havde opsyn med forsyningerne, og skyndte sig ud for at finde sine brødre. ²³ Mens han talte med dem, trådte Goliat frem og stillede sig op foran filisterhæren, og David hørte, hvordan han råbte sin udfordring til israelitterne.

³² „Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. „Jeg skal nok gøre det af med ham.”

³³ „Det kan du ikke,” sukkede Saul. „Du er ung og uerfaren, mens den mand har været kriger fra sin ungdom af.”

³⁴ Men David svarede: „Jeg har i årevis vogtet min fars får. Hvis der kom en løve eller en bjørn og tog et lam fra hjorden, ³⁵ løb jeg efter dyret, fældede det med min slynge og rev lammet ud af gabet på det. Hvis dyret så angreb mig, greb jeg fat i dets pels og slog det ihjel. ³⁶ Jeg har slået både løver og bjørne ihjel, og nu skal det gå den her uomskårne filister på samme måde, for han har udfordret den levende Guds hær. ³⁷ Den Gud, som frelste mig fra løvers og bjørnes kløer, vil også hjælpe mig imod den filister.”

„Godt,” svarede Saul, „så gå imod ham. Og må Herren være med dig.”

³⁸ Saul gav nu David sin egen rustning med både bronzehjelm og brynje. ³⁹ David spændte bæltet med sværdet om livet, men han kunne ikke bevæge sig med alt det på. Han havde jo aldrig prøvet det før. „Jeg kan dårligt bevæge mig i den mundering,” sagde han og tog det hele af igen. ⁴⁰ I stedet udvalgte han sig fem glatte sten ved bækken og lagde dem i sin hyrdetaske, og med sin hyrdestav og sin slynge gik han Goliat i møde. ^41-42 Goliat kom gående hen imod David med skjoldbæreren foran sig. Da han fik øje på ham, snerrede han i foragt over den lille rødmossede fyr, der vovede sig frem imod ham.

⁴³ „Hvad regner du mig for? En hund?” brølede han til David. „Du kommer jo imod mig med en kæp!” Så forbandede han David ved alle sine guder ⁴⁴ og tilføjede: „Kom herhen, så skal jeg gøre dig til føde for fuglene og de vilde dyr!”

⁴⁵ Men David råbte tilbage: „Du kommer imod mig med sværd, spyd og lanse, men jeg kommer imod dig i Herrens navn! Du har hånet ham, skønt han er Anføreren for de himmelske hære og for Israels styrker! ⁴⁶ Derfor vil Herren gøre det af med dig i dag. Jeg vil slå dig ihjel og hugge hovedet af dig, så det er dig og dine folk, der bliver til føde for fuglene og de vilde dyr. På den måde får hele verden at se, at der er en Gud i Israel! ⁴⁷ Og Israel skal lære, at Herren ikke giver sejr ved sværd og spyd, når han vil gennemføre sine planer. I dag vil han udlevere jer til os.”

⁴⁸ Da Goliat nærmede sig, løb David ham i møde. ⁴⁹ Han stak hånden i sin hyrdetaske, fiskede en sten op, slyngede den rundt og lod den flyve mod filisterens hoved. Stenen borede sig ind i Goliats pande, og han faldt næsegrus til jorden.

⁵⁷ Efter at David havde dræbt Goliat, og han kom tilbage med kæmpens hoved i hånden, førte Abner ham straks til Saul. ⁵⁸ „Sig mig, unge mand,” sagde Saul, „hvem er din far?” David svarede: „Jeg er søn af Isaj, der bor i Betlehem.”

Sauls jalousi imod David

18 Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to. ² Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem. ³ Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt. ⁴ Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe og tunika, og endda sit sværd, sin bue og sit bælte.

⁵ Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.

¹⁰ Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden, ¹¹ og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: „Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange. ¹² Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham. ^13-14 Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.

^15-16 Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.

Det harmoniske fællesskab

133 En valfartssang af David.

Se ikke skævt til os på grund af falske anklager

6 Som Guds medarbejdere bønfalder vi jer om at holde fast ved Guds nåde, som I har modtaget. ² Han har jo sagt:

Hør efter! Nådens time er nu! Frelseren er her i dag.

³ Vi vil på ingen måde vække anstød hos nogen eller være årsag til kritik af tjenesten for Gud. ⁴ Nej, alt, hvad vi gør, skulle gerne vise, at det er Gud, vi tjener. Vi har været udholdende under lidelser og vanskeligheder af enhver art. ⁵ Vi er blevet slået, har været i fængsel og er blevet angrebet af oprørske folkemasser. Vi har slidt og slæbt, våget nætter igennem og fastet mange gange. ⁶ Altid handler vi ud fra rene motiver, vi tænker, før vi taler, er tålmodige, viser venlighed, følger Helligåndens inspiration og viser kærlighed uden bagtanker. ⁷ Vi forkynder sandheden og handler i Guds kraft. Vi kæmper med Guds ord som et sværd i højre hånd og med troens skjold i venstre.^{[b] 8} Vi er blevet hædret, men også foragtet. Nogle taler godt om os, andre håner os. Nogle mener, vi vildleder folk, men vi taler sandt. ⁹ Nogle ignorerer os, mens andre anerkender os. Vi har været døden nær, og dog lever vi endnu. Vi er blevet pryglet, men dog ikke slået ihjel. ¹⁰ Vi har oplevet sorg, men hele tiden glæder vi os. Vi er fattige, men vi beriger alligevel mange. Vi ejer intet, og dog har vi alt.

¹¹ Kære venner i Korinth! Vi har talt frit fra leveren til jer, og I har en stor plads i vores hjerter. ¹² Vi ser ikke skævt til jer, men det er jer, der ser skævt til os. ¹³ Vi elsker jer, som var I vores børn. Kan I ikke have den samme tillid og kærlighed til os, som vi har til jer?

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig^(A)

³⁵ Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” ³⁶ Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.

³⁷ Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. ³⁸ Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” ³⁹ Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. ⁴⁰ „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”

⁴¹ Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”