Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Menneskets ondskab
53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[a]
2 Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
3 Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
4 Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
5 „Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
6 En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
7 Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
da bliver der jubel og glæde i Israel.
23 I mellemtiden var en afdeling af filisterhæren rykket frem og havde besat bjergpasset ved Mikmas.
Jonatans heltedåd og filistrenes nederlag
14 En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.
2 Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken[a] ved Migron. 3 Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige efod. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.
Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. 4 For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. 5 Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.
6 „Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”
7 „Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”
8-10 „Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”
11 Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” 12 Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”
„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”
13 Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. 14 Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. 15 Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne. 16 Sauls udkigsposter i Geba[b] lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.
17 „Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. 18 „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest,[c] som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. 19 Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. 20 Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. 21 De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. 22 Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. 23 Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.
Afsluttende formaninger og hilsen
11 Det her skriver jeg selv.[a] I kan kende min håndskrift på de store bogstaver. 12 De, der gerne vil gøre jøderne tilpas, prøver at tvinge jer til at blive omskåret. De ønsker nemlig ikke at blive forfulgt på grund af budskabet om, at Gud accepterer mennesker alene ved tro på Kristus, uden omskærelse. 13 De jødekristne, som lægger så meget vægt på omskærelse, overholder ikke selv alle de jødiske love, men de vil gerne have jer omskåret, så de kan prale af jeres omskærelse over for andre jøder. 14 Men hvis jeg skal prale af noget, bliver det kun af, at Jesus Kristus, vores Herre, døde på korset for vores skyld. På grund af hans død er verden som død for mig, og jeg er som død for verden. 15 Om man er omskåret eller ej har intet at gøre med at blive accepteret af Gud. Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye, åndelige liv.
16 Alle, som følger disse anvisninger, vil opleve Guds fred og barmhjertighed. De udgør det sande Israel, Guds folk.
17 Lad ingen volde mig flere bryderier. Det er jo mig og ikke de omtalte folk, der går rundt med ar på kroppen, og det gør jeg, fordi jeg fortæller om Jesus.
18 Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd. Amen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.