Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 108

Hjælp mod fjenden

108 En sang af David.

Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
    jeg vil synge og spille til din ære.
Jeg vil gribe min harpe og lyre,
    når befrielsens sol står op.[a]
Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
    jeg vil synge din pris for de fremmede.
Din trofasthed fylder universet,
    din godhed når til skyerne.
Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
    lad din herlighed komme over hele jorden.

Hør min bøn og gør brug af din magt,
    så dit elskede folk kan blive reddet.

Gud har talt fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
    jeg vil udmåle Sukkots dal.
Gilead tilhører mig,
    Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
    og dygtige krigere fra Efraim.
10 Moabitterne skal tjene mig
    og edomitterne være mine slaver.
        Jeg vinder sejr over filistrene.”

11 Hvem tager med os til den befæstede by?
    Hvem vil gå med os mod Edom?
12 Herre, har du forkastet os?
    Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13 Hjælp os dog mod vore fjender,
    for menneskers hjælp er intet værd.
14 Med Guds hjælp vinder vi sejr,
    for han vil trampe vore fjender ned.

1 Samuel 8

Israels folk forlanger en konge

Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Be’ersheba, men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”

10 Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: 11 „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. 12 Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. 13 Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. 14 Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner. 15 Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds. 16 Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. 17 Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham. 18 Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”

19 Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. 20 Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”

21 Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, 22 og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.

Aabenbaringen 20:7-15

Satan løslades efter 1000 år, men besejres

Når de 1000 år er forbi, skal Satan lukkes ud af sit fængsel, og han vil tage ud til alle nationer i hele verden, især Gog og Magog, for at overtale dem til at hjælpe ham i den forestående krig. Jeg så ham samle soldater så talrige som havets sand. Hærene drog frem over jorden og omringede den elskede by, hvor Guds folk havde forskanset sig. Men så kom der ild ned fra Himlen og fortærede dem. 10 Djævelen, som havde vildledt dem, blev kastet i søen med brændende svovl, hvor uhyret og den falske profet allerede var. Der skal de pines dag og nat i al evighed.

Verdensdommen og den anden død

11 Derefter så jeg en stor, hvid trone og Gud selv, der sad på den. Jord og himmel flygtede for ham, men der var ingen steder, de kunne være. 12 Dernæst så jeg de døde stå foran tronen, både de rige og de fattige. Mange bøger blev åbnet, og en ganske særlig bog blev åbnet. Det var livets bog. De døde blev bedømt efter deres gerninger, i overensstemmelse med, hvad der stod i bøgerne. 13 Havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget gav sine døde tilbage. Alle blev bedømt efter deres gerninger. 14 Døden og dødsriget blev kastet i ildsøen. Det er den anden død—ildsøen. 15 Alle, der ikke var skrevet op i livets bog, blev kastet i ildsøen.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.