Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Lovprisning til skabningens Herre
29 En sang af David.
Pris Herren, hele himlens hær,
for han har al magt og herlighed.
2 Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
kom til hans trone i tilbedelse.
3 Hans røst runger over de sorte skyer,
den Almægtige tordner fra sin himmel.
4 Der er styrke i hans stemme,
han taler med umådelig kraft.
5 Hans stemme splintrer de største træer,
knækker Libanons stolte cedre.
6 Den får Libanon og Hermon til at hoppe,
som var de kalve eller unge tyre.
7 Når Herren taler,
springer lynene frem.
8 Hans røst får landet til at skælve,
selv Kadeshørkenen begynder at ryste.
9 Hans råb får træerne til at bøje sig,
og bladene falder til jorden.
Alle i hans helligdom råber: „Giv ære til Gud!”
10 Han herskede over syndfloden,
han er Konge over alt til evig tid.
11 Han styrker sit folk,
velsigner det med fred.
15 Mennesker ydmyges og bøjes i støvet. De stolte slår blikket ned. 16 Kun Herren, den Almægtige, står oprejst, ophøjet i sin retfærdighed og hellighed. 17 Fårene græsser mellem ruinerne, gederne gør sig til gode i de riges forladte huse.
18 Ve jer, I, som ikke vil opgive jeres synd, men holder fast ved løgn og bedrag, 19 som håner Herren og siger: „Skynd dig at gøre noget, så vi kan se, hvad du kan! Lad os se, om Israels Hellige gør alvor af sine trusler!”
20 Ve jer, I, der påstår, at det rigtige er forkert, og det onde godt, at sort er hvidt, og rent er beskidt, at det sure smager sødt, og det søde surt.
21 Ve jer, I, der tror, at I er så kloge og skarpsindige.
22 Ve jer, I, der praler af jeres drikkeri og kappes om, hvem der kan drikke mest. 23 I tager imod bestikkelse, frikender den skyldige og berøver den uskyldige sin ret.
Dommen kommer
24 Som halm fortæres af flammer, som strå synker sammen i ilden, sådan skal det gå med jer. Jeres livsgrundlag skal rådne som rødder i jorden, jeres velstand visne som blomster, for I har forkastet Herrens befalinger, foragtet Israels Guds tale.
Disciplene vil blive hadet af verden
18 Når I oplever, at verden hader jer, så husk, at den også har hadet mig. 19 Hvis I tilhørte denne verden, ville den elske jer, som den elsker sine egne. Men fordi jeg har kaldet jer ud af verden, hører I ikke længere til i verden; derfor hader den jer. 20 Husk på, hvad jeg sagde til jer: En tjener står ikke over sin herre. De, der har forfulgt mig, vil også forfølge jer, men de, der har adlydt mine ord, vil også adlyde jeres.
26 Når jeg sender Vejlederen til jer—sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen—så vil han tale til mennesker om mig. 27 Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.