Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
Jorden er fuld af dine skabninger.
Hvilken mangfoldighed du har skabt.
25 Foran mig ligger det mægtige hav,
det vrimler af liv i alle former og farver.
26 Skibene pløjer sig gennem de store have,
Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27 Hele skabningen er afhængig af dig,
du giver dem føde i rette tid.
28 Du giver, og de tager imod,
når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29 Men vender du ryggen til dem,
bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
dør de og bliver til støv.
30 Din livgivende Ånd har skabende kraft,
du fornyer alt liv på jorden.
31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32 Når han ser på jorden, skælver den.
Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
prise Gud til mit sidste åndedrag.
34 Må han finde behag i min lovsang,
for han er kilden til al min glæde.
35 Gid der ingen syndere var tilbage,
ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
Halleluja!
De tørre knogler i dalen
37 Herrens kraft kom over mig, og hans Ånd førte mig ud i en dal fyldt med menneskeknogler. 2 De var helt indtørrede, og Herren førte mig i en bue rundt om dem. 3 Så spurgte han mig: „Kan de knogler blive til levende mennesker igen?” „Herre, det ved kun du,” svarede jeg.
4 Da gav han mig ordre til at profetere direkte til knoglerne: „I tørre knogler, hør Herrens ord. 5 Herren siger: Jeg vil ånde på jer og gøre jer levende igen. 6 Jeg vil sætte kød og sener på jer og dække jer med hud, og jeg vil blæse min livsånde ind i jer. Da vil I indse, at jeg er Herren.”
7 Jeg profeterede, som Herren havde befalet mig. Mens jeg profeterede, hørte jeg en raslende lyd, og jeg så, at knoglerne nærmede sig hinanden og blev til skeletter. 8 Der voksede kød og sener frem på dem, og derefter blev de dækket af hud. Kroppene var dog stadig døde, der var ikke spor af liv i dem. 9 Da befalede Herren mig at profetere og kalde på livsånden: „Herren siger: Du livsånd, kom fra de fire verdenshjørner og blæs på de her døde kroppe, så de bliver levende.” 10 Så profeterede jeg, som han havde befalet mig. Straks kom der livsånde i kroppene, og de blev levende og rejste sig op. De udgjorde en meget stor hær.
11 Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, de tørre knogler er et billede på Israels folk. De siger: ‚Alt er håbløst. Vi ligger allerede i graven og er ikke andet end en bunke udtørrede knogler.’ 12 Profetér derfor til dem og sig: Mit folk, jeg vil lukke op for jeres grave og føre jer ud af dem og bringe jer hjem til Israels land. 13 Når jeg gør det, vil I indse, at jeg er Herren. 14 Jeg sender min Ånd ind i jer, så I får nyt liv og kan vende hjem til jeres eget land. Til den tid vil I erkende, at jeg er Herren, og at jeg har opfyldt mit løfte til jer.”
Jesus viser sig første gang for disciplene
19 Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. 20 Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.
21 Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” 22 Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! 23 Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.