Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 4

At stole på Herren

Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.

Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
    for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
    når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
    og lyt til min bøn!
I oprørske mennesker,
    hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
    og foretrække løgn og bedrag?
I må forstå, at Herren velsigner dem,
    der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
    han svarer, hver gang jeg kalder.

Bliver I oprørte over noget, da synd ikke.
    Tænk jer om, forhast jer ikke.
Bring hellere ofre til Herrens ære
    og sæt jeres lid til ham.

Mange klager: „Hvorfor hjælper Gud os ikke?”
    Herre, se i nåde til os.
Mit hjerte glæder sig mere over dig
    end over en rig høst af korn og vin.
Jeg kan roligt lægge mig til at sove,
    for du, Herre, beskytter mig.

Daniel 9:1-19

Daniel går i forbøn for sit folk

Imidlertid blev mederen Dareios, Xerxes’ søn, konge over det babyloniske rige. I det første år af hans regeringstid bemærkede jeg, Daniel, det sted i skrifterne, hvor der ifølge Herrens ord til profeten Jeremias står, at Jerusalem skulle ligge øde i 70 år. Derfor gav jeg mig til at bede inderligt til Gud Herren og bønfalde ham under faste og klædt i sæk og aske. „Herre, du store og frygtindgydende Gud!” bad jeg. „Du bryder aldrig dit løfte om nåde mod dem, der elsker og adlyder dig. Men hvor har vi været onde og svigtet dig! Vi har gjort oprør imod dig og ikke overholdt dine bud og forskrifter. Vi har nægtet at lytte til dine tjenere, profeterne, som du gang på gang har sendt med budskaber til vores forfædre, konger og fyrster og til os, dit folk, som du gav Israels land i eje.

Herre, du er retfærdig, mens vi må rødme af skam, for vi er alle skyldige, både Judas ledere, Jerusalems indbyggere, og alle judæere nær og fjern, som du har sendt i landflygtighed på grund af vores troløshed imod dig. Herre, her står vi, både kongefamilien og alle vores ledere. Vi er tyngede af skam på grund af vores synd imod dig.

Men Herre, vores Gud, du er nådig og barmhjertig, selvom vi gjorde oprør imod dig 10 og ikke fulgte de love, du gav os gennem dine tjenere, profeterne. 11 Hele Israels folk syndede imod dig. Vi vendte os fra dig og adlød ikke din vilje. Derfor straffede du os med de forbandelser, som din tjener Moses advarede os om i Toraen. 12 Du gjorde nøjagtigt, som du havde forudsagt. Aldrig har en lignende katastrofe ramt et folk som den, der ramte Jerusalem. 13 Hver eneste forbandelse nævnt i Toraen gik i opfyldelse. Vi forsøgte ikke engang at afværge straffen ved at se sandheden i øjnene og vende os fra vores synder. 14 Du bragte katastrofen over os, fordi vi var ulydige mod dig. Du handlede blot retfærdigt, som du altid gør.

15 Herre, vores Gud, du viste din vældige magt, da du i sin tid førte dit folk ud af Egypten, og det vil vi altid takke dig for. Alligevel svigtede vi dig, og vi er fulde af ondskab. 16 Herre, du har vist din trofasthed og nåde mod os mange gange. Derfor beder jeg dig nu om at vende din voldsomme vrede bort fra Jerusalem—din egen by, dit hellige bjerg! For som følge af vores synder og vores forfædres ondskab er Jerusalem og dit folk blevet til spot for de omkringboende folkeslag.

17 Hør din tjeners indtrængende bøn, Gud! For din egen æres skyld, Herre, genopret din helligdom, som i dag ligger øde hen! 18 Vend dit øre til mig og lyt til min bøn! Luk dine øjne op og se den vanære, der har ramt os og Jerusalem, din egen by! Vi beder om nåde, ikke fordi vi har fortjent det, men fordi du er barmhjertig. 19 Hør vores bøn, Herre! Tilgiv os, Herre! Lyt til os, Herre, og grib ind for din egen æres skyld. Det er jo dit folk og din by, det gælder.”

1 Johannes 2:18-25

Hold fast ved sandheden

18 Mine kære børn! Vi lever i de sidste tider. I har hørt, at Antikrist engang vil fremstå som en fuldstændig modsætning til Kristus. Men allerede nu har Kristus mange modstandere, mange antikrister. Det viser blot, at vi lever i de sidste tider. 19 Disse modstandere er kommet fra vores egne rækker, men de har aldrig virkelig været en del af os. Havde de været det, ville de være blevet hos os. Da de forlod os, blev det klart for alle, at de aldrig havde været ét med os.

20 Det er anderledes med jer. I har modtaget Helligånden, så I kender det hele.[a] 21 Jeg har derfor ikke skrevet til jer, som om I ikke kendte Sandheden. Tværtimod! I er jo kommet til erkendelse af Sandheden, og I ved, at ingen løgn stammer fra Sandheden.

22 De, der siger, at Jesus ikke er Kristus, den lovede Messias, er løgnere og antikrister, som gør oprør mod Faderen og Sønnen. 23 De, der tager afstand fra Sønnen, tager også afstand fra Faderen. Men de, der vedkender sig Sønnen, vedkender sig også Faderen.

24 Hold derfor fast ved det, I har hørt fra begyndelsen, for så vil I også holde fast ved Sønnen og ved Faderen. 25 Og husk, at han har lovet os det evige liv.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.