Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Apostelenes gerninger 4:32-35

Menighedens fællesskab og Barnabas

32 Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. 33 Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. 34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

Salme 133

Det harmoniske fællesskab

133 En valfartssang af David.

Se, hvor smukt og dejligt det er,
    når Guds folk er i harmoni med hinanden.
Det er som den kostbare salveolie,
    der flyder fra Arons hoved
        ned over hans skæg og præstedragt.
Det er som den friske morgendug på Hermon,
    som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
    den velsignelse, Herren har lovet.

1 Johannes 1:1-2:2

Budskabet om Kristus er en øjenvidneberetning

1-3 Vi fortæller jer om det Livets Ord, som var til fra begyndelsen hos Faderen. Han blev sendt her til jorden, for at vi kunne se ham og gennem ham få del i det evige liv. Vi så ham med vores egne øjne, og vi rørte ved ham med vores egne hænder. Han bragte budskabet om evigt liv til os mennesker, og vi har selv lyttet til det. Vi fortæller jer om det, vi selv har set og hørt, for at I må opleve det samme fællesskab, som vi oplever, nemlig fællesskabet med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus. Vi skriver det her til jer, for at jeres[a] hjerter må blive fyldt med glæde.

Lev i lyset

Det budskab, som Jesus kom med, og som vi giver videre til jer, er, at Gud er lys. Der findes slet intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men samtidig lever i åndeligt mørke, så lyver vi og følger ikke sandheden. Men hvis vi lever i Guds lys, ligesom Jesus altid levede i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.

Hvis vi siger, at vi aldrig forsynder os, bedrager vi os selv og nægter at se sandheden i øjnene. Men hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld. 10 At påstå, at vi aldrig har begået en synd, er det samme som at kalde Gud for en løgner, og det viser, at vi endnu ikke har taget hans ord til os.

Mine kære børn, jeg skriver det her for at hjælpe jer til ikke at synde. Men hvis I synder, så har vi en, der går i forbøn for os hos Faderen, nemlig Jesus Kristus, som selv er syndfri. Han har allerede ved at ofre sit liv skaffet os tilgivelse for alle vores synder, ja, ikke kun for vores, men for alle menneskers synder.

Johannes 20:19-31

Jesus viser sig første gang for disciplene

19 Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. 20 Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.

21 Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” 22 Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! 23 Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”

Jesus viser sig for Thomas og de øvrige disciple(A)

24 En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem. 25 De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”

26 Den følgende søndag[a] var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”

27 Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!” 28 „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas. 29 „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”

Afslutningsord

30 Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her. 31 Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.