Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Lovsang som tak for sejr^[a]

Hvordan Gud skaber universet

1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. ² Jorden var øde og tom, og urdybet lå hen i totalt mørke, men Guds Ånd svævede over de mørke vande.

³ Så sagde Gud: „Der skal blive lys!” og så var der lys. ⁴ Gud glædede sig over lyset, og han satte skel mellem lyset og mørket. ⁵ Tiden med lys kaldte han dag, og tiden med mørke kaldte han nat. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den første dag.

⁶ Så sagde Gud: „Der skal være en hvælving midt i alt vandet til at dele det.” ⁷ Og Gud dannede en hvælving, så vandet ovenfor den blev adskilt fra vandet nedenfor den. ⁸ Hvælvingen kaldte han himmel. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den anden dag.

⁹ Dernæst sagde Gud: „Vandet under himmelhvælvingen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan skete det. ¹⁰ Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk.

¹¹ Derpå sagde Gud: „Grønne planter, der bærer frø, skal spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, skal vokse op, så de kan formere sig, hver efter sin art.” Og sådan blev det. ¹² Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. ¹³ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den tredje dag.

^14-15 Så sagde Gud: „Der skal være lysgivere på himmelhvælvingen, som sætter skel mellem dag og nat, og som markerer årstidernes skiften og festdagenes begyndelse.” Og sådan blev det. ¹⁶ Gud frembragte to store lys på himlen til at skinne på jorden, det største lys, solen, til at herske om dagen, og det mindre, månen, til at herske om natten sammen med stjernerne. ¹⁷ Han satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden, ¹⁸ til at sætte skel mellem dagen og natten. Og han glædede sig over sit værk. ¹⁹ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den fjerde dag.

Det fysiske og det åndelige legeme

³⁵ Nogen vil sikkert indvende: „En død kan da umuligt genopstå? Hvad for en krop vil han stille med?”

³⁶ Prøv at tænke dig om! Det sædekorn, du lægger i jorden, må dø, før det kan blive til en ny plante. ³⁷ Og den nye plante, der vokser op, er jo ikke det samme som det nøgne sædekorn, du lagde i jorden, hvad enten det nu var et hvedekorn eller et andet korn. ³⁸ Når sæden er lagt i jorden, får Gud en plante til at vokse frem efter sit design, og de forskellige slags sædekorn bliver til forskellige planter.

³⁹ Ikke alle levende væsener har den samme form. Mennesker, dyr, fugle og fisk er alle forskellige. ⁴⁰ Desuden er der himmelske legemer og jordiske legemer. De himmelske legemer har en anden energi og udstråling end de jordiske. ⁴¹ Solen har sin særlige udstråling, og månen og stjernerne deres, og den ene stjerne adskiller sig fra den anden i energi og udstråling.

⁴² Det, der sker i naturen, kan sammenlignes med det, der sker, når de døde genopstår. Det, der lægges i jorden, er forgængeligt; det, der opstår, er uforgængeligt. ⁴³ Det, der lægges i jorden, er værdiløst; det, der opstår, er herligt. Det, der lægges i jorden, er magtesløst; det, der opstår, er fuldt af kraft. ⁴⁴ Der lægges et fysisk legeme ned, men der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et fysisk legeme, må der også findes et åndeligt. ⁴⁵ Skriften siger jo også, at den første mand, Adam, blev et levende væsen og gav det fysiske liv videre. Men den sidste Adam, Kristus, giver åndeligt liv. ⁴⁶ Det fysiske liv kommer først, derefter det åndelige.

⁴⁷ Adam blev skabt af jordens muld, men Kristus kom ovenfra—fra Himlen. ⁴⁸ Alle mennesker har den samme slags legeme som Adam, et jordisk legeme, men alle, der hører Kristus til, vil få samme slags legeme som ham, et himmelsk legeme. ⁴⁹ Ligesom vi fik et jordisk legeme, skal vi også få et himmelsk legeme.