Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Lovsang som tak for sejr[a]
118 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Syng med, Israels menighed:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
19 Luk helligdommens porte op,
så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
for du hørte min bøn og gav mig sejr.
22 Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.[a]
23 Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
red os og giv os fremgang!
26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
Lad folk komme i festligt optog
til alterets horn med flettede grene.[b]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
Jeg vil fortælle om din storhed og magt.
29 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid!
Messias’ indtog i Jerusalem(A)
11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.[a] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. 2 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 3 Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”
4 De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, 5 råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” 6 De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.
7 Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. 8 Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. 9 Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana![b]
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
10 Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
11 På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.
Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge(A)
12 Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13 og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”[a]
14 Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:
15 „Frygt ikke, Jerusalem!
Se, din konge er på vej,
og han rider på et æselføl.”[b]
16 Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.
Herrens lydige tjener
4 Gud Herren lærer mig, hvad jeg skal sige, så mine ord kan styrke de trætte. Hver morgen vækker han mig og giver mig indsigt i sin vilje. 5 Gud Herren har givet mig åbne ører, jeg lytter til ham og adlyder hans ord. Jeg kommer ikke med indvendinger eller dårlige undskyldninger. 6 Jeg er blevet pisket, revet i skægget, spyttet i ansigtet, ja, hånet på alle måder. 7 Men Gud Herren er med mig og hjælper mig. Han skuffer mig ikke. Derfor bliver jeg ved med at gøre hans vilje, for jeg ved, at det er umagen værd. 8 Han, som står bag mig, er nær. Hvis nogen vil anklage mig eller modsige mig, så lad dem blot komme an. 9 Hvem tør dømme mig skyldig, når Gud Herren står bag mig? De vil gå til som gammelt tøj, der bliver ædt op af møl.
9 Du udleverede mig ikke til fjenden,
men førte mig til et sikkert sted.
10 Herre, vær mig nådig,
for jeg er i nød.
Mine øjne er røde af gråd,
mit indre fortæres af smerte.
11 Jeg er døden nær af sorg,
mine dage går med at sukke.
Mit livsmod er brudt,
min krop sygner hen.
12 Mine fjender håner mig,
mine naboer spotter mig.
Mine venner frygter mig,
de flygter, når de ser mig på gaden.
13 De har afskrevet mig, som var jeg allerede død,
jeg er kasseret som en krukke, der blev knust.
14 Jeg hører, hvad der hviskes i krogene,
jeg ved, jeg er omringet af fjender.
De rotter sig sammen imod mig,
de planlægger at slå mig ihjel.
15 Men Herre, jeg stoler på dig.
Jeg siger: „Du er min Gud!
16 Mit liv er i dine hænder.
Red mig fra alle mine fjender.
5 Lad Jesus Kristus være jeres forbillede og efterlign hans indstilling:
6 Han var lig med Gud,
og havde ret til at fastholde den lighed.
7-8 Dog gjorde han ikke krav på sin ret,
men gav afkald på sin guddomsmagt,
tog tjenerskikkelse på og blev menneske.
Som menneske ydmygede han sig
og accepterede den værste død—
døden på et kors.
9 Derfor har Gud ophøjet ham
og givet ham et navn og en position
højt over alle andre.
10 Alle kommer til at bøje knæ for ham
i himlen og på jorden og under jorden.
11 Og alle skal erklære
til Gud Faders ære:
Jesus Kristus er Herre!
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen(A)
14 Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.[a] Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. 2 „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død(B)
3 Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.[b] Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4 Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. 5 Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, 6 men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7 De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9 Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus(C)
10 Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. 11 De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.
Forberedelsen til påskemåltidet(D)
12 På den første af påskefestens[c] dage—den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet—spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”
13 Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, 14 og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 15 Han vil så føre jer ovenpå, og der vil I finde et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
16 De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi(E)
17 Efter mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. 18 Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig—en af jer, der spiser sammen med mig!” 19 Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”
20 „Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. 21 Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
Jesus indstifter den nye pagt(F)
22 Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til dem, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” 23 Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. 24 Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye[d] pagt. 25 Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham(G)
26 Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,[e] gik de ud mod Olivenbjerget.
27 Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’[f] 28 Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
29 „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. 30 Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
31 „Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Nøjagtig det samme sagde alle de andre.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane(H)
32 De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 33 Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. 34 „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder.”
35 Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. 36 „Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
37 Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? 38 Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
39 Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. 40 Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.
41 Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. 42 Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig(I)
43 Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. 44 Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”
45 Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. „Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden. 46 I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast. 47 En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 48 „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus. 49 „Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”
50 Derefter flygtede alle disciplene. 51 Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort.[g] Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, 52 viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere(J)
53 Jesus blev nu ført til ypperstepræstens hus, hvor ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere efterhånden samledes. 54 Peter fulgte efter på afstand og vovede sig indenfor i ypperstepræstens gård. Her satte han sig og varmede sig ved ilden sammen med vagtmandskabet.
55 Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 56 Adskillige falske vidner blev ført frem, men de modsagde hinanden.
57 Til sidst stod nogle mænd frem med følgende falske vidnesbyrd: 58 „Vi har selv hørt ham sige: ‚Jeg vil ødelægge det tempel her, som er bygget af mennesker, og inden der er gået tre dage, vil jeg rejse et nyt, der ikke er bygget af mennesker.’ ” 59 Men heller ikke på det punkt stemte deres udsagn overens.
60 Nu rejste ypperstepræsten sig og sagde til Jesus: „Du har hørt anklagerne imod dig. Hvad har du at sige til dit forsvar?” 61 Men Jesus svarede ham ikke et ord. Så spurgte ypperstepræsten: „Er du Messias, Guds Søn?”
62 „Ja, det er jeg,” svarede Jesus, „og I skal se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen med himlens skyer.” 63 Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Hvad skal vi med flere vidner! 64 Nu har I selv hørt, hvordan han håner Gud. Hvad er jeres dom?”
De var alle enige om, at han fortjente dødsstraf.
65 Nogle af de omkringstående begyndte at spytte på Jesus. De lagde noget over hans ansigt, så han ikke kunne se, og slog ham med knytnæver, idet de sagde: „Hvis du er en profet, så sig os, hvem der slog dig!” Selv retsbetjentene slog ham med stokke, da de førte ham væk.
Peter nægter at kendes ved Jesus(K)
66 Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. Da en af ypperstepræstens tjenestepiger kom forbi, 67 fik hun øje på ham, mens han sad og varmede sig ved ilden. Hun stirrede et øjeblik på ham og sagde så: „Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret!”
68 Peter benægtede det med det samme. „Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde han og forsvandt derefter ud i portrummet. Netop da galede en hane.
69 Da pigen lidt efter så ham dér, råbte hun til de omkringstående: „Ham dér er en af dem.” 70 Atter benægtede Peter det.
Lidt senere sagde de, der stod omkring ham: „Du er bestemt en af dem, for man kan høre på dig, at du er fra Galilæa!”
71 Peter benægtede det igen og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand, I taler om!”
72 I det samme hørtes endnu et hanegal, og Peter huskede pludselig, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Og han brød sammen i gråd.
Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus(L)
15 Så snart det blev lyst, afsagde det jødiske råd den officielle dom. Rådet bestod af ypperstepræsterne, de skriftlærde og en række andre ledere. Det blev besluttet, at Jesus skulle bindes og føres til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
2 Da de ankom til den romerske garnisons hovedkvarter, spurgte Pilatus: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
3 Nu kom ypperstepræsterne frem med deres anklager. 4 Pilatus vendte sig mod Jesus: „Hvorfor siger du ingenting? Du hører jo alt det, de anklager dig for.” 5 Men Jesus svarede stadig ikke et ord, og det undrede Pilatus sig meget over.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(M)
6 Der var tradition for, at Pilatus hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. 7 På det tidspunkt var der en mand ved navn Barabbas, som sad fængslet sammen med andre oprørere. De havde under opstanden begået mord.
8 Mængden begyndte nu at trænge ind på Pilatus. De ville have en fange frigivet, som de plejede. 9 „Vil I have, at jeg skal frigive jødernes konge?” spurgte Pilatus. 10 Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, at ypperstepræsterne havde slæbt Jesus for retten.
11 Men ypperstepræsterne fik folkemængden overtalt til at bede om at få Barabbas sat fri.
12 „Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. 13 „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.
14 „Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”
15 Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
De romerske soldater gør nar af jødernes konge(N)
16 Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 17 De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. 18 Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” 19 Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. 20 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(O)
21 En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.
22 De førte Jesus ud til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). 23 Her ville soldaterne give ham vin med et bedøvelsesmiddel i, men han ville ikke have det. 24 Så naglede de ham til korset, og derefter gav de sig til at rafle om hans tøj.[h]
25 Klokken var omkring ni om formiddagen, da korsfæstelsen fandt sted. 26 På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: „Jødernes konge”.
27 Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.[i]
29 Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage! 30 Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”
31 Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. „Den er god med ham,” sagde de til hinanden. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde. 32 Og han skulle være ‚Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”
Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.
Jesus dør(P)
33 Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. 34 Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”[j]
35 Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. 36 En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. „Lad os vente og se,” sagde han. „Måske kommer Elias og tager ham ned.”
37 Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.
38 I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.
39 Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: „Den mand var virkelig en gudesøn!”[k]
40 Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses. 41 De havde fulgt Jesus og sørget for mad til ham, da han gik rundt i Galilæa. Desuden var der en del andre kvinder fra Galilæa, som var fulgt med til Jerusalem.
Jesus lægges i graven(Q)
42-43 Alt det her skete om fredagen, dagen før sabbatten. Sent om eftermiddagen tog Josef fra Arimatæa mod til sig, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Josef var et anset medlem af det jødiske råd og en mand, som ventede, at Guds rige skulle komme. 44 Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. 45 Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. 46 Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. 47 Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.
Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus(A)
15 Så snart det blev lyst, afsagde det jødiske råd den officielle dom. Rådet bestod af ypperstepræsterne, de skriftlærde og en række andre ledere. Det blev besluttet, at Jesus skulle bindes og føres til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
2 Da de ankom til den romerske garnisons hovedkvarter, spurgte Pilatus: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
3 Nu kom ypperstepræsterne frem med deres anklager. 4 Pilatus vendte sig mod Jesus: „Hvorfor siger du ingenting? Du hører jo alt det, de anklager dig for.” 5 Men Jesus svarede stadig ikke et ord, og det undrede Pilatus sig meget over.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(B)
6 Der var tradition for, at Pilatus hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. 7 På det tidspunkt var der en mand ved navn Barabbas, som sad fængslet sammen med andre oprørere. De havde under opstanden begået mord.
8 Mængden begyndte nu at trænge ind på Pilatus. De ville have en fange frigivet, som de plejede. 9 „Vil I have, at jeg skal frigive jødernes konge?” spurgte Pilatus. 10 Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, at ypperstepræsterne havde slæbt Jesus for retten.
11 Men ypperstepræsterne fik folkemængden overtalt til at bede om at få Barabbas sat fri.
12 „Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. 13 „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.
14 „Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”
15 Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
De romerske soldater gør nar af jødernes konge(C)
16 Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 17 De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. 18 Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” 19 Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. 20 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(D)
21 En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.
22 De førte Jesus ud til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). 23 Her ville soldaterne give ham vin med et bedøvelsesmiddel i, men han ville ikke have det. 24 Så naglede de ham til korset, og derefter gav de sig til at rafle om hans tøj.[a]
25 Klokken var omkring ni om formiddagen, da korsfæstelsen fandt sted. 26 På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: „Jødernes konge”.
27 Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.[b]
29 Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage! 30 Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”
31 Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. „Den er god med ham,” sagde de til hinanden. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde. 32 Og han skulle være ‚Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”
Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.
Jesus dør(E)
33 Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. 34 Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”[c]
35 Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. 36 En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. „Lad os vente og se,” sagde han. „Måske kommer Elias og tager ham ned.”
37 Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.
38 I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.
39 Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: „Den mand var virkelig en gudesøn!”[d]
40 Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses. 41 De havde fulgt Jesus og sørget for mad til ham, da han gik rundt i Galilæa. Desuden var der en del andre kvinder fra Galilæa, som var fulgt med til Jerusalem.
Jesus lægges i graven(A)
42-43 Alt det her skete om fredagen, dagen før sabbatten. Sent om eftermiddagen tog Josef fra Arimatæa mod til sig, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Josef var et anset medlem af det jødiske råd og en mand, som ventede, at Guds rige skulle komme. 44 Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. 45 Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. 46 Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. 47 Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.