Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Bøn om tilgivelse
51 1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
3 Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
for du er barmhjertig og trofast.
4 Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
så jeg kan begynde på en frisk.
5 Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
min synd plager mig dag og nat.
6 Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
din dom er retfærdig.
7 Jeg har været en synder fra fødslen af,
været skyldig, siden jeg blev undfanget.
8 Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
du længes efter at lære mig visdom.
9 Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
og skab en ny ånd i mit indre.
2 Herre, jeg har hørt om dit ry.
Jeg er fuld af ærefrygt for de undere, du udførte.
Gør det igen, Herre.
Vis os snart dine underfulde gerninger.
Men vær barmhjertig midt i din vrede.
3 Den hellige Gud drog op fra Parans bjerg,
han førte sit folk gennem Teman i Edom.[a]
Hans herlighed dækkede himlen,
og hans storhed fyldte jorden.
4 Han kom med sit skarpe lys,
og de lyn, han kastede, viste hans kraft.
5 Han sendte plager mod sine fjender,
og lod pesten hærge dem.
6 Når han standsede op, rystede jorden af skræk,
et blik fra ham fik folkeslagene til at bæve.
De ældgamle bjerge slog revner,
de evige høje sank sammen.
Hans kraft er for evigt den samme.
7 Midjans telte faldt sammen,
Kushans teltduge blev revet i stykker.
8 Var det floden, du var ude efter, Herre,
da du standsede dens løb?
Var det havet, du var vred på, da du skilte vandene ad,
og reddede os med dine heste og stridsvogne?
9 Du blottede din bue,
skød dine lyn mod det fastsatte mål,
lod tordenskyller lave kløfter i jorden.
10 Bjergene så dig og vred sig i panik,
et skybrud passerede forbi.
Havdybet[b] råbte i rædsel
og rakte fortvivlet hænderne i vejret.
11 Solen og månen stod stille i deres baner,
overvældet af dine lynglimt
og lyset fra dine glinsende spyd.
12 I vrede trampede du på jorden,
du trådte på alle dine fjender.
13 Du drog ud for at frelse dit folk,
for at redde din udvalgte tjener.
Du knuste ondskabens herre
og tilintetgjorde hele hans hær.
Maria salver Jesu fødder
12 Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede—den mand, han havde opvakt fra de døde. 2 Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. 3 Maria havde en flaske[a] med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.
4 Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: 5 „Den olie var en formue[b] værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” 6 Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.
7 „Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. 8 De fattige har I jo altid hos jer—men mig har I ikke altid.”
Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse
9 Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10 Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, 11 for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.