Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
I Guds hus
84 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[a] En sang af en af Koras efterkommere.
2 Hvor herlig er din bolig,
Almægtige Gud!
3 Min sjæl længes efter at være i dit tempel,
alt i mig glæder sig over den levende Gud.
4 Spurvene bygger rede tæt ved dit alter,
svalerne slår sig ned dér og får unger.
De ønsker at være i din nærhed, Herre,
min almægtige konge og Gud.
5 Velsignede er de, der bor i dit hus,
for de kan altid synge lovsange til dig!
6 Velsignede er de, der søger styrke hos dig,
som af hjertet ønsker at komme til dit bjerg.
7 Skal de end vandre gennem tårernes dal,
forfrisker du dem med dit kildevand,
de mættes af regnens velsignelser.
8 Deres styrke forøges og vokser,
de træder frem for Gud på Zions høj.
9 Hør mig, Herre, almægtige Gud,
lyt til min bøn, du Israels Gud.
10 Se i nåde til din udvalgte konge,
hjælp ham, som beskytter dit folk.
11 Én dag i din helligdom er bedre
end tusinde dage andre steder.
Hellere være dørvogter i Guds hus
end have overflod i de gudløses telte.
12 For Herren er vores sol og skjold,
han giver nåde og herlighed.
De, der er ærlige og oprigtige,
nægter han intet godt.
13 Almægtige Herre,
velsignede er alle, der stoler på dig.
Salomon bygger templet
6 I Salomons fjerde regeringsår, i måneden ziv, det vil sige årets anden måned,[a] påbegyndte han tempelbyggeriet—480 år efter, at Israels folk havde forladt Egypten. 2 Templet blev 27 m langt, 9 m bredt og 13,5 m højt. 3 Foran indgangen til templet blev der bygget en forhal, 9 m på den lange led svarende til templets bredde og 4,5 m på den korte led. 4 Hele vejen rundt på tempelbygningen var der smalle vinduesåbninger.
16-22 Der blev lavet et inderrum på 9 m gange 9 m gange 9 m. Det var det allerhelligste rum. Også det rum blev beklædt på alle sider med cedertræsplanker. Det største rum i templet, som kaldtes det hellige, blev således 18 m langt. Cedertræspaneler dækkede alle murene fuldstændigt, og de blev dekoreret med udskårne figurer af blomsterknopper og udsprungne blomster.
I templets inderste rum, det allerhelligste, blev pagtens ark anbragt. Røgelsesalteret, som skulle stå foran indgangen til det allerhelligste rum, blev lavet af cedertræ. Templets indersider blev derefter belagt med rent guld, både i det hellige og det allerhelligste. Også cedertræsalteret blev belagt med guld.
10 Ved Guds nåde har jeg som en erfaren bygmester lagt et fundament, og andre har bygget ovenpå. Men vi må alle passe på, hvordan vi bygger. 11 For det er ikke muligt at lægge et andet fundament end det, der allerede er lagt, nemlig Jesus Kristus. 12-13 En dag vil det blive afsløret, hvordan hver enkelt har bygget oven på det fundament, om de har bygget med guld, sølv og ædelstene, eller med træ, strå og halm. På dommens dag vil nemlig enhvers arbejde blive prøvet i ilden. 14 De, der har bygget sådan, at deres arbejde består ildprøven, vil blive belønnet for det. 15 Men de, hvis arbejde ikke består prøven, vil ingen løn få. Dog vil de selv komme frelst igennem, ligesom et menneske bliver reddet ud af et brændende hus.
16 Ved I ikke, at I er Guds hus? Guds Ånd bor jo i jer. 17 Hvis nogen prøver at ødelægge Guds hus, vil Gud ødelægge dem, for Gud værner om sin hellige bolig, og I er hans bolig.
Ydmyghed er vejen til visdom
18 Pas på, at I ikke narrer jer selv! I, som mener, at I er kloge i denne verden, må give afkald på jeres egen visdom, før I kan tage imod Guds visdom. 19 Denne verdens visdom er nemlig tåbelig i Guds øjne. Det er, som der står skrevet: „Han fanger de kloge i deres egen snedighed.”[a] 20 Og et andet sted står der: „Herren kender de kloges tanker og ved, at de er uden værdi.”[b] 21 Derfor skal I ikke prale af, hvad bestemte mennesker har udrettet. I har jo adgang til det hele. 22 I har nydt godt af både Paulus, Apollos og Peter. I har kundskab om verden, livet, døden, nutiden og fremtiden—alt ligger for jeres fødder. 23 Men husk at underordne jer Kristus, ligesom Kristus underordnede sig Gud.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.