Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Gud er midt iblandt sit folk
46 Til korlederen: En sang af Koras slægt. Synges af sopranstemmer.[a]
2 Gud er vor tilflugt og styrke,
parat til at hjælpe i svære tider.
3 Derfor behøver vi ikke at frygte,
om jorden end ryster, og bjergene styrter i havet,
4 om end havene larmer og raser,
om end bjergene skælver ved bølgernes brusen.
5 Kanaler med vand bringer glæde til byen,
hvor Gud, den Almægtige, bor.
6 Den by går aldrig til grunde, for Guds bolig er der.
Han redder den, når morgenen gryr.
7 Nationer går i krig, og riger styrter sammen,
men når Gud taler, skælver hele jorden.
8 Den almægtige Gud er med os.
Israels Gud er vores redning.
9 Kom og se, hvad Herren gør,
når han kæmper imod sine fjender.
10 Han gør ende på alle krige i verden,
han brækker buen og splintrer spyddet,
alle skjolde bliver brændt.
11 „Stop,” råber han. „Accepter, at jeg er Gud!
Alle folk på jorden skal ære mig.”
12 Herren, den Almægtige, er midt iblandt os.
Israels Gud er vores tilflugt.
Gud udvælger Abram
12 Herren havde sagt[a] til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. 2 Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”
4 Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. 5 Han rejste til Kana’ans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. 6 De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ.[b] Området var på det tidspunkt beboet af det kana’anæiske folk.
7 Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. 8 Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. 9 Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.
17 I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og de vilkår, Herren har givet jer i livet. Sådan er min undervisning i alle menighederne.
18 Hvis en mand har gennemgået den jødiske omskærelsesceremoni, inden han blev en kristen, skal han ikke søge at ændre på det, og hvis han ikke er blevet omskåret, skal han ikke blive det nu. 19 For en kristen betyder det intet, om han har gennemgået den ceremoni eller ej. Det afgørende er at gøre Guds vilje.
20 Fortsæt blot i den situation, I var i, da I blev kristne. 21 Var du slave på det tidspunkt, så lad det ikke bekymre dig, men skulle du få en chance for at blive fri, så udnyt den bare. 22 Var du slave, da Herren kaldte dig ind i sit rige, så glæd dig over, at du nu er frigjort fra syndens slaveri. Og var du fri, da du blev kaldet, så husk, at du nu er slave hos Kristus. 23 Det kostede ham dyrt at løskøbe dig, så pas på, at du ikke igen bliver slave af verdslig tankegang. 24 Altså, kære venner, bør I tjene Gud, lige meget hvilken situation I var i, dengang I blev kristne.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.