Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
En bøn om hjælp
86 En bøn af David.
Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,
jeg føler mig ydmyget og elendig.
2 Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.
Red mit liv, for jeg tjener dig.
Du er min Gud, og jeg stoler på dig.
3 Vær mig nådig, Herre,
jeg råber til dig dagen lang.
4 Gør din tjener glad, Herre,
det er dig, der er min redning.
5 Herre, du er god og tilgiver gerne,
du er tro mod alle, der stoler på dig.
6 Åh Gud, hør min bøn,
lyt til mit råb om nåde.
7 Jeg kalder på dig i min nød,
for jeg ved, du vil svare mig.
8 Ingen afguder kan måles med dig, Herre,
ingen anden kan gøre det, du gør.
9 Alle folkeslag er skabt af dig,
og de skal komme og bøje deres knæ
for at ære og tilbede dig.
10 For du er almægtig og gør store undere,
du alene er den sande Gud.
11 Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,
hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.
12 Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,
jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.
13 Din trofasthed er stor,
og du vil redde mig fra dødens gab.
14 Jeg angribes af brutale mænd, Herre,
voldsmænd prøver at slå mig ihjel.
De har ingen respekt for dig.
15 Men du er en barmhjertig og nådig Gud,
tålmodig, god og trofast.
16 Vis mig din nåde
og frels din ydmyge tjener.
17 Kom med et bevis på din godhed, Herre,
så mine fjender ser det og bliver ydmyget,
for du, Herre, vil beskytte og hjælpe mig.
10 Da sagde Herren til Samuel: 11 „Det piner mig, at jeg gjorde Saul til konge. Han har vendt sig fra mig og igen nægtet at adlyde mig.” Samuel var så oprørt, at han råbte til Herren hele natten. 12 Da han tidligt næste morgen gik ud for at finde Saul, fik han at vide, at Saul var taget til byen Karmel i Judas land, hvor han havde rejst sig et monument. Derfra var han taget videre til Gilgal. 13 Da Samuel endelig fandt ham, hilste Saul ham opstemt. „Herren velsigne dig,” sagde han. „Jeg har gjort, som Herren befalede.”
14 „Hvad er det så for en brægen og brølen, jeg hører?” spurgte Samuel.
15 „Folkene skånede nogle af de bedste husdyr,” indrømmede Saul. „Men vi har tænkt os at ofre dem til Herren, din Gud. Resten har vi tilintetgjort.”
16 Da sagde Samuel: „Ti stille, Saul! Nu skal jeg sige dig, hvad Herren fortalte mig i går aftes.”
„Hvad sagde han?” spurgte Saul.
17 Samuel svarede: „Det kan godt være, at du ikke regner dig selv for noget, men Herren har nu engang gjort dig til konge over Israel. 18 Og her gav han dig en bestemt opgave og sagde udtrykkeligt: ‚Gå ud og tilintetgør de syndige amalekitter, indtil de alle er udryddet.’ 19 Hvorfor adlød du så ikke Herren? Hvorfor kastede du dig over krigsbyttet, så du gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne?”
20 „Jamen, jeg adlød da Herren!” påstod Saul. „Jeg gjorde da, hvad han bad mig om! Jeg dræbte alle amalekitterne med undtagelse af kong Agag, som jeg tog til fange. 21 Og folket tog det bedste af krigsbyttet for at ofre det til Herren, din Gud, i Gilgal.”
22 Samuel svarede: „Tror du, at Herren er mere interesseret i brændofre og slagtofre end i lydighed? Nej, at adlyde Herren er vigtigere end at ofre til ham. Han foretrækker lydhørhed frem for vædderfedt. 23 I Herrens øjne er en oprørsk indstilling lige så stor en synd som trolddomskunst, og egenrådighed er lige så slemt som afgudsdyrkelse. Siden du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge!”
24 Da indrømmede Saul: „Ja, jeg har været ulydig. Jeg har ikke adlydt Herrens befaling eller rettet mig efter dig. Jeg var bange for folkene og gjorde, som de ønskede. 25 Men tilgiv mig nu min synd og lad os sammen tilbede Herren.”
26 Men Samuel svarede: „Nej, jeg går ikke med dig. Du har forkastet Herrens ord, og nu har han til gengæld forkastet dig som konge i Israel!”
27 Samuel vendte sig for at gå, men Saul greb fat i hans kappe og kom til at rive den i stykker. 28 Da sagde Samuel: „Se! Sådan har Herren i dag revet kongedømmet ud af dine hænder, og han har givet det til en anden, der er bedre end dig. 29 Han, som er Israels herlighed, lyver ikke og skifter ikke mening hele tiden, som mennesker gør.”
30 Saul blev imidlertid ved. „Ak,” sagde han. „Jeg har syndet! Men vis mig i det mindste den ære overfor folkets ledere og hele Israel at tage med os, så vi kan tilbede Herren, din Gud, sammen.” 31 Så fulgte Samuel med ham, og Saul tilbad Herren.
Ananias og Safira
5 En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde. 2 Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen. 3 Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene? 4 Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!” 5 Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede. 6 Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.
7 Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket. 8 Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.
9 „Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.” 10 Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand. 11 Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.