Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guds storhed og omsorg
139 Til korlederen: En sang af David.
Herre, du ved alt om mig,
du kender mit hjerte til bunds.
2 Du er klar over alt, hvad jeg gør,
du kender mine inderste tanker.
3 Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
du lægger mærke til al min færden.
4 Du ved, hvad jeg vil sige,
før jeg kan nå at åbne munden.
5 Du omgiver mig på alle sider,
lægger din skærmende hånd på mig.
6 Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
13 Du har skabt mig som den, jeg er,
du formede mig i min mors mave.
14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
dit skaberværk er fantastisk.[a]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
længe før jeg så dagens lys.
17 Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18 Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[b]
6 Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig. 7 I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel. 8 Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år 9 og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Ga’ashbjerget.
10 Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel, 11 og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne. 12-13 De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Ba’al og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede. 14 Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land. 15 Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem—nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød.
Paulus forsvarer sin autoritet som apostel
10 Nogle af jer beskylder mig for at optræde spagfærdigt, når jeg er hos jer, men modigt, når jeg er langt væk. Jeg advarer jer med den nænsomhed og venlighed, som kendetegner Kristus selv, 2 og jeg håber ikke, det bliver nødvendigt for mig at optræde modigt og stærkt for at irettesætte dem, der mener, at vi handler ud fra selviske motiver. 3 Godt nok lever vi her i verden, men vi kæmper ikke med verdslige våben. 4 Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter 5 og overmodige tanker, der går imod en sand forståelse af Gud. Vi tager den slags tanker til fange og fører dem ind i lydighed mod Kristus. 6 Og vi er klar til at straffe dem iblandt jer, som stadig måtte være ulydige, efter at resten af jer er blevet lydige.
7 I ser overfladisk på tingene, men de, som véd med sig selv, at de hører Kristus til, må da kunne bedømme, at når de hører Kristus til, så gør vi det også. 8 Jeg kunne godt rose mig endnu mere af den autoritet, Herren har givet os som apostle—en autoritet vi har fået for at styrke jer, ikke for at straffe jer—og jeg er ikke bange for at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. 9 Men jeg ønsker ikke, at det skal se ud, som om jeg er ude på at skræmme jer i mine breve. 10 „Hans breve,” siger nogle jo, „har stor kraft og styrke, men når han selv kommer, er han svag og ikke værd at høre på.” 11 De, der taler sådan, må gøre sig klart, at det vi siger på afstand i vores breve, det handler vi på, når vi er hos jer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.