Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 148

Hele skabningen skal lovsynge Herren

148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
    Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
Pris ham, I engle,
    lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
Pris ham, sol og måne,
    lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
Pris ham, I højeste himle,
    lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
I skal alle prise Herren,
    for I er skabt på hans befaling.
Han gav jer hver jeres faste plads
    ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
Lad Herrens pris lyde fra jorden,
    lovsyng ham, alle I havets skabninger.
Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
    lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
Pris ham, I bjerge og bakker,
    lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
    lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
    lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
    lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
    Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
    han har givet sine tjenere grund til glæde,
        det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!

Jeremias 31:15-17

15 Herren talte igen til mig og sagde: „I Rama høres der skrig, jamren og højlydt gråd. Det er Rakel, der græder over sine børn. Hun vil ikke lade sig trøste, for børnene er borte. 16 Men Herren siger: Græd ikke mere, for jeg har hørt dine bønner. De landflygtige vil vende tilbage fra fjendens land. 17 Der er håb for din fremtid, siger Herren, for dine børn skal vende hjem til deres land.

Matthæus 2:13-18

Flugten til Egypten

13 Da stjernetyderne var taget af sted, viste en engel sig for Josef i en drøm. „Stå op og flygt til Egypten med barnet og dets mor,” sagde englen. „Kong Herodes leder efter barnet for at slå det ihjel. Bliv i Egypten, indtil jeg siger til.” 14 Samme nat tog Josef af sted med Maria og barnet, og de bosatte sig i Egypten, 15 indtil Herodes var død. Sådan gik det i opfyldelse, som Herren havde talt gennem en af sine profeter:

„Jeg kaldte min søn ud af Egypten.”[a]

Massakren på børnene i Betlehem

16 Herodes blev rasende, da han opdagede, at stjernetyderne havde narret ham. Han sendte straks soldater til Betlehem og omegn for at dræbe alle drengebørn på to år og derunder ud fra de oplysninger, stjernetyderne havde givet ham.

17 Med den massakre opfyldtes profeten Jeremias’ ord:

18 „I Rama høres der skrig,
    jamren og højlydt gråd.
Det er Rakel, der græder over sine børn.[b]
    Hun vil ikke lade sig trøste,
        for børnene er borte.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.