Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Israels Gud—historiens Gud
78 En visdomssang af Asaf.
Mit folk, lyt til min belæring,
hør nøje efter, hvad jeg siger.
2 Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.
3 Det er vore forfædres historier,
som er fortalt gennem mange generationer.
4 Vi vil fortælle dem til vore børn,
som igen skal give dem videre til nye generationer.
De skal også høre om Herrens magt,
om de forunderlige ting, han har gjort.
5 Han gav sine love til Jakobs slægt,
åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.
Han befalede vore forfædre
at undervise deres børn derom,
6 så den næste generation ville vide besked,
så selv de børn, som endnu ikke var født,
til sin tid kunne belære deres børn,
7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud,
huske hans vældige gerninger
og adlyde hans befalinger,
8 så de ikke bliver som deres forfædre,
der var stædige og oprørske,
som ikke vendte deres hjerte til Gud,
men var troløse og ulydige mod ham.
9 Efraims krigere var udrustet med buer,
men flygtede alligevel i kampens hede.
10 De overholdt ikke pagten med Gud,
og de nægtede at følge hans lov.
11 De glemte, hvad Gud havde gjort,
alle de store undere, han havde udført.
12 Han gjorde mirakler for deres forfædre,
da de kom fra Zoans slette i Egypten.
13 Han delte havet og førte dem igennem,
vandet stod som en vold på begge sider.
14 Om dagen ledte han dem ved en sky,
om natten var der en søjle af ild.
15 Han kløvede ørkenens klipper
og skaffede masser af vand.
16 En kilde sprang frem fra klippen,
så vandet flød som en flod.
17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud,
de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.
18 De provokerede Gud med vilje,
forlangte deres egyptiske livretter.
19 De fornærmede Gud ved at sige:
„Kan Gud dække bord i ørkenen?
20 Han slog ganske vist på klippen,
så vandet strømmede ud.
Men kan han give os brød?
Kan han skaffe kød til sit folk?”
21 Da Gud hørte det, blev han vred.
Hans vrede blussede op imod Israel,
22 for de havde ikke tillid til deres Gud.
De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.
23 Men han gav befaling til skyerne
og åbnede himlens sluser.
24 Han lod det regne ned over dem med manna,
han gav dem brød fra himlen at spise.
25 Han gav dem englemad,
så de havde rigeligt at spise.
26 Han lod østenvinden fare hen over himlen,
styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,
27 lod kød hagle ned over dem,
fugle så talrige som sandkornene på stranden.
28 Han lod dem falde ned midt i lejren,
de lå rundt omkring imellem teltene.
29 Folket spiste sig overmætte,
Gud tilfredsstillede deres grådighed.
30 Men mens de endnu havde munden fuld,
blev deres grådighed straffet.
31 De blev ramt af Herrens vrede,
han dræbte deres stærkeste mænd,
gjorde det af med de bedste krigere.
32 Alligevel blev de ved med at synde,
til trods for hans mægtige undere.
33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,
de blev alle grebet af rædsel.
34 Når han dræbte en stor del af dem,
søgte resten tilbage til ham.
De angrede og vendte sig igen til Gud.
35 Så huskede de, at Gud var deres redning,
den almægtige Gud var deres befrier.
36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord,
deres lovprisning var ikke andet end løgn.
37 Deres hjerter var langt fra Gud,
de holdt ikke fast ved hans pagt.
38 Alligevel var Gud barmhjertig,
han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.
Ofte holdt han sin vrede tilbage,
lod ikke sit raseri få frit løb.
39 Han vidste jo, at de kun var mennesker,
de var som et vindpust, der farer forbi.
40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?
De vakte hans vrede og voldte ham sorg.
41 De provokerede deres Gud gang på gang,
de var ulydige mod Israels Herre.
42 De glemte hans underfulde kraft,
som befriede dem fra fjendens tyranni.
43 De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,
gjorde mægtige undere på Zoans slette.
44 Han forvandlede floderne til blod,
så vandet ikke kunne drikkes.
45 Han sendte insekter, som stak dem,
et mylder af frøer, som ødelagde deres land.
46 Han gav deres afgrøde til græshopperne,
hele deres høst blev ædt op.
47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl,
deres figentræer med den iskolde regn.
48 Deres kvæg bukkede under for haglene,
deres får blev ramt af lynene.
49 Han udøste sin vrede over dem,
sendte ødelæggelsen ind over dem.
50 Han gav sin vrede frit løb
og sparede ikke egypternes liv,
men gjorde dem til ofre for de mange plager.
51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte,
symbolet på hver eneste families frugtbarhed.
52 Men han førte sit eget folk i frihed,
ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.
53 Han ledte dem frem i sikkerhed,
mens deres fjender blev begravet i havet.
54 Han førte dem til det forjættede land,
det bjergland, han havde lovet at give dem.
55 Han drev folkeslag bort foran dem,
han uddelte landet til dem ved lodkastning,
så Israels stammer kunne bosætte sig der.
56 Men de trodsede igen den almægtige Gud,
de adlød ikke hans befalinger.
57 De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,
de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.
58 De krænkede ham med deres afgudsbilleder,
æggede ham med deres offerhøje.
59 Gud så deres opførsel og blev meget vred,
han følte en stærk lede ved sit folk.
60 Han forlod sin helligdom i Shilo,
hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.
61 Han tillod, at arken blev taget som bytte,
overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.
62 Han lod mange blive dræbt i krig,
for han var vred på sit udvalgte folk.
63 De tapre krigere døde i deres ungdom,
de unge piger havde ingen at gifte sig med.
64 Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,
enkerne fik ikke lov at synge klagesange.
65 Da rejste Herren sig som af søvne,
som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.
66 Han drev fjenderne på flugt,
voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.
67 Men han forkastede Efraims krigere,
de der var efterkommere af Josef.
68 I stedet valgte han Judas stamme,
og besluttede sig for Zions bjerg.
69 Dér byggede han sin prægtige helligdom
på et fundament, som varer til evig tid.
70 Han udvalgte sin tjener David,
som ikke var andet end en fårehyrde.
71 Han fjernede ham fra faderens får
og gjorde ham til konge i Israel,
til hyrde for sit udvalgte folk.
72 David blev en god og retfærdig konge,
han ledte folket med kyndig hånd.
Ezra læser op af Toraen
8 Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem og samledes på den åbne plads inden for Vandporten. De bad nu den skriftlærde præst Ezra hente bogen med Toraen, som Herren havde givet Israels folk.
2-5 Ezra hentede bogrullen og stillede sig op på en platform af træ, der var lavet specielt til anledningen. Det var den første dag i den syvende måned. Han stod foran Vandporten med Mattitja, Shema, Anaja, Urija, Hilkija og Ma’aseja på sin højre side. På sin venstre side havde han Pedaja, Mishael, Malkija, Hashum, Hashbaddana, Zekarja og Meshullam. Forsamlingen bestod af både mænd og kvinder og de børn, der var gamle nok til at forstå bogens indhold. Alle fulgte ham med øjnene, og da han åbnede bogrullen, rejste hele forsamlingen sig op. Ezra læste op af bogen hele formiddagen, og folk lyttede opmærksomt. 6 Da han åbnede bogen, lovpriste han Herren, den Almægtige, og folket svarede „Amen!” mens de løftede hænderne mod himlen. Derefter lagde de sig på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse til Herren.
7-8 Mens Ezra læste op af bogen med Guds instrukser, stod levitterne Jeshua, Bani, Sherebja, Jamin, Akkub, Shabbetaj, Hodija, Ma’aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja og forklarede betydningen af det, der blev læst, så alle kunne forstå det. 9 Da folket blev klar over Toraens indhold, begyndte de at græde. Men Nehemias og Ezra og de levitter, der havde forklaret teksten, sagde: „Denne dag er indviet til Herren. Derfor skal I ikke græde, men glæde jer.” 10 Nehemias fortsatte: „I skal fejre dagen med et festmåltid, fede retter og vin mend honning i, og dele med dem, der intet har. Vær ikke sørgmodige, for glæden fra Herren giver jer styrke!”
11 Også levitterne gjorde, hvad de kunne, for at berolige folket. „Græd ikke!” sagde de. „I dag er en festdag for Herren, hvor vi bør glæde os og ikke sørge!”
12 Så brød folket op for at holde fest med glæde, for de havde forstået det budskab, der var blevet forklaret for dem. De spiste og drak og delte med hinanden.
6 Men nu er Timoteus netop vendt tilbage med godt nyt om jeres tro og jeres kærlighed. Han har fortalt, at I husker os med glæde, og at I længes lige så meget efter at se os, som vi længes efter at se jer. 7 Kære venner, de opmuntrende nyheder om jeres stærke tro har givet os nyt mod midt i vores vanskeligheder og lidelser. 8 Da vi nu ved, at I står fast i troen på Herren, kan vi ånde lettet op.
Lovprisning og bøn til Gud
9 Hvordan skal vi nogensinde kunne takke Gud nok for al den glæde, I har bragt os? 10 Dag og nat beder vi indtrængende Gud om, at vi må få lov til at se jer igen og hjælpe jer med det, der endnu måtte mangle i jeres forståelse af Gud.
11 Vi beder om, at Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre, vil gøre det muligt for os at besøge jer. 12 Og vi beder om, at Herren vil lade jeres kærlighed til hinanden og til alle mennesker vokse, ligesom vi har stor kærlighed til jer, 13 så I bliver styrket i troen og sammen med alle de andre kristne kan stå fejlfrie og hellige for Guds ansigt, når Jesus Kristus, vores Herre, kommer igen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.