Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Tillid til Guds hjælp og indgriben
41 Du har lovet at redde mig, Herre.
Vis mig nu din trofasthed og grib ind.
42 Det er dit ord, jeg har sat min lid til.
Giv mig et svar til dem, der håner mig.
43 Det, at du redder mig og griber ind,
vil bevise, at det, jeg har sagt om dig, er sandt.
44 Da vil jeg altid holde din lov,
både nu og til evig tid.
45 Det giver mig en vældig frimodighed,
at jeg bygger mit liv på dine love.
46 Derfor skammer jeg mig ikke over dit ord,
men forkynder det frimodigt selv for konger.
47 Det er en stor glæde at kende dine bud.
Åh, hvor jeg elsker dem.
48 Dagligt rækker jeg hænderne ud efter dem.
Det fryder mig at kunne meditere over dem.
Påmindelse om pagten mellem Herren og hans folk
16 Herren, jeres Gud, pålægger jer i dag at adlyde hans love og bestemmelser af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. 17 I har i dag bekræftet jeres pagt med Herren. Det betyder, at han vil være jeres Gud, og at I vil holde jer til hans veje, lytte til hans røst og følge hans love og forskrifter. 18 Det betyder, at I vil være hans ejendomsfolk, som han har udvalgt, og at I derfor vil overholde alle hans befalinger. 19 Gør I det, vil han gøre jer til en mægtig nation, større end nogen anden nation, han har skabt, så I kan bringe ham ære og lovsang og være et helligt folk, indviet til Herren, sådan som han har sagt.”
Alteret og stenene med pagtens bud på Ebals bjerg
27 Moses stod sammen med Israels ledere og sagde til folket:
„Husk at adlyde alle de befalinger, jeg pålægger jer i dag. 2-4 Når I går over Jordanfloden og kommer ind i det land, Herren, jeres Gud, har lovet jer, et land, der ‚flyder med mælk og honning’, skal I tage nogle store sten fra floden og senere stille dem op på Ebals bjerg. Stenene skal I stryge over med kalk, og I skal skrive Herrens love i kalken. 5-7 Samtidig skal I bygge et alter af utilhugne kampesten og ofre brændofre og takofre til Herren, og I skal feste og glæde jer for hans ansigt.
Hvordan man får det evige liv(A)
16 Så kom der en mand og spurgte: „Mester, sig mig: Hvad godt skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?”
17 „Hvorfor spørger du mig om det gode?” svarede Jesus. „Der er jo kun én, der er god, nemlig Gud selv. Men hvis du ønsker at gå ind til livet, så hold Guds bud.”
18 „Hvilke bud tænker du på?” spurgte manden.
„Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, 19 du skal ære din far og din mor—og du skal elske din næste som dig selv.”
20 „Dem har jeg overholdt alle sammen,” svarede den unge mand. „Er der mere, jeg skal gøre?”
21 „Hvis du virkelig vil opnå det fuldkomne liv, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig!”
22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet sin vej. Han var nemlig meget rig.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.