Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Moses dør i Moab

34 Derefter steg Moses op fra Moabs sletter til Pisgatinden på Nebos bjerg over for Jeriko, hvorfra Herren viste ham landet: Gileads land helt op til Dan i nord; ² Naftalis land; Efraims og Manasses land; Judas land helt over til Middelhavet mod vest, ³ Negev mod syd, og Jordandalen mellem palmebyen Jeriko og Zoar.

⁴ „Det er landet, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob at give deres efterkommere,” sagde Herren til Moses. „Nu har du set det med egne øjne, men du får ikke lov til at komme ind i det.”

⁵ Så døde Moses, Herrens tjener, i Moabs land, sådan som Herren havde bestemt det, ⁶ og han blev begravet i Moab, i dalen over for byen Bet-Peor. Den dag i dag er der ingen, der kender det nøjagtige sted.

⁷ Moses var 120 år gammel, da han døde, men han havde bevaret sin livskraft og sit gode syn.

⁸ Der på Moabs sletter sørgede folket i 30 dage over hans død.

⁹ Josva, Nuns søn, var fyldt med visdoms ånd, for Moses havde lagt sine hænder på ham og velsignet ham, og israelitterne fulgte ham og adlød de befalinger, Herren havde givet Moses.

¹⁰ Aldrig før eller siden har der været en profet som Moses, med hvem Herren talte ansigt til ansigt. ^11-12 Ingen mirakler kan sammenlignes med dem, han udførte for øjnene af Israel og egypterkongen og alle hans tjenere.

Moses’ bøn

90 En bøn af Guds tjener Moses.

Paulus forsvarer sig mod eventuelle anklager

2 Det var altså absolut umagen værd, at vi kom til jeres by. ² I ved, hvordan vi lige forinden var blevet forfulgt og mishandlet i Filippi, men Gud gav os frimodighed til at forkynde budskabet om Kristus for jer, selvom det betød mere forfølgelse. ^3-4 Det gjorde vi, fordi Gud anså os for værdige til at få hans budskab betroet. Vores tjeneste udspringer ikke af vildfarelse, urene motiver eller uærlighed. Derfor er vi heller ikke ude på at blive anerkendt af mennesker, men kun af Gud, som kender vores motiver.

⁵ Som I ved, prøvede vi ikke at vinde jer med smigrende ord, og Gud ved, at vi ikke prøvede at udnytte jer økonomisk under et eller andet fromt påskud. ⁶ Vi søgte heller ikke menneskers anerkendelse, hverken jeres eller andres. ⁷ Skønt vi som Kristi apostle kunne have stillet krav til jer, gjorde vi det ikke. I stedet tog vi os af jer med nænsomhed som en mor, der sørger for sine børn. ⁸ Og vi kom til at holde så meget af jer, at vi besluttede ikke kun at give jer Guds ord. Nej, vi gav alt, hvad vi havde i os.

Det vigtigste bud i Toraen^(A)

³⁴ Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. ³⁵ De fik en af de skriftlærde til at spørge:

³⁶ „Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”

³⁷ Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.^{[a] 38} Det er det største og fornemmeste bud. ³⁹ Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’^{[b] 40} Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”

Messias som Davids søn^(B)

⁴¹ Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: ⁴² „Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”^[c]

„Han er Davids søn,” svarede de.

⁴³ „Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:

⁴⁵ Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

⁴⁶ Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.