Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Herrens herlighed

¹² Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig. ¹³ Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”

¹⁴ Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.” ¹⁵ „Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses. ¹⁶ „Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?” ¹⁷ Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.” ¹⁸ Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!” ¹⁹ Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil. ²⁰ Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve. ²¹ Stil dig ved klippen her udenfor. ²² Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig. ²³ Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”

Herren er en god og retfærdig konge

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, Silas og Timoteus til menigheden i Thessaloniki, der tilhører Gud Fader og Herren Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred fra Gud!

Bøn for og anerkendelse af thessalonikernes menighed

² Vi er meget taknemmelige til Gud for alt, hvad han har gjort for jer alle sammen, og vi beder til stadighed for jer. ³ Når vi nævner jer ind for Gud, vores Far, tænker vi på jeres arbejde for troens sag, jeres utrættelige kærlighed og jeres udholdenhed i forventningen om det, Jesus Kristus, vores Herre, vil give jer. ⁴ Vi ved, kære venner, at det er Gud, der i sin kærlighed har udvalgt jer, ⁵ for han bekræftede vores budskab med Helligåndens manifestationer og mirakler, så det ikke var vores ord alene, der gav jer den stærke overbevisning. I så også selv, hvordan vores levevis bekræftede, at budskabet ikke var tomme ord.

⁶ Selvom I vidste, at det ville betyde forfølgelse, tog I imod vores budskab og blev fyldt med glæde fra Helligånden. I fulgte det eksempel, som vi og Herren viste jer. ⁷ Derved er I blevet et forbillede for alle de kristne i Makedonien og Akaja. ⁸ Fra jer er Herrens ord nået vidt omkring, langt ud over Makedoniens og Akajas grænser. Hvor vi end kommer, træffer vi folk, der fortæller os om jeres tro på Gud. Vi behøver ikke engang selv at sige noget om det, ⁹ for andre fortæller om, hvad der skete, da vi kom til jer, og hvordan I brød med afguderne og vendte jer til den levende og sande Gud for at tjene ham. ¹⁰ Og de fortæller om, hvordan I med stor forventning ser frem til, at Guds Søn, Jesus, som blev oprejst fra de døde, skal vende tilbage fra Himlen og frelse os fra den kommende dom.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(A)

¹⁵ Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. ¹⁶ Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne^[a] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. ¹⁷ Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” ¹⁸ Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? ¹⁹ Vis mig den mønt, I betaler skat med.”

De rakte ham en. ²⁰ „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

²¹ „Det er kejserens navn og billede.”

„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”^[b]

²² Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.