Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 99

Herren er en god og retfærdig konge

99 Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
    Han sidder på en trone af keruber,
        og hele jorden skælver.
Han sidder som konge på Zions bjerg,
    han hersker over alle jordens folkeslag.
De skal ære hans store og herlige navn.
    Hans navn er helligt.
Du store konge, som elsker retfærdighed,
    du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
Lovpris Herren, vor hellige Gud,
    bøj jer ned for hans fødder,
        for han er hellig.
Moses og Aron var hans præster,
    Samuel en profet, der bad til Gud.
        De påkaldte Herren, og han svarede dem.
Han talte til dem fra skysøjlen,
    og de fulgte den vejledning, han gav dem,
        adlød hans bud og befalinger.
Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
    selv om du måtte straffe dem for deres synder.
Lovpris Herren, vor Gud,
    tilbed ham på hans hellige bjerg.
        Hellig er Herren.

2 Mosebog 33:7-11

Åbenbaringsteltet

Moses plejede at rejse det telt, som han kaldte åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt.

Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen. Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses. 10 Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt. 11 Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet.

3 Johannes 9-12

En dårlig leder

Jeg har tidligere skrevet til menigheden om det her, men Diotrefes, som gerne vil være deres leder, anerkender os ikke. 10 Når jeg kommer, vil jeg derfor tage de ting op, han har gjort, og al den onde sladder, han har sat i gang om os. Det er ikke nok for ham at tale negativt om os. Han nægter også at tage imod de medarbejdere, vi sender til ham, ligesom han forbyder andre at gøre det. Hvis de alligevel gør det, smider han dem ud af menigheden.

11 Kære ven, efterlign ikke dem, der handler ondt, men kun dem, der gør det gode. De, der gør det gode, viser, at de tilhører Gud. Men de, der handler ondt, har aldrig forstået, hvem Gud er.

Vidnesbyrd om Demetrios og afsluttende hilsener

12 Alle giver Demetrios et godt vidnesbyrd, og det gør selve Sandheden også. Jeg kan også kun give ham min anbefaling, og du ved, at du kan stole på os.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.