Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 97

Guds hellighed og magt

97 Herren er konge, lad jorden juble!
    Lad de fjerne lande glæde sig!
Skyer og mørke omslutter ham,
    retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
Foran ham kommer der en ild,
    som opbrænder alle hans fjender.
Hans lyn oplyser verden,
    jorden ser det og bæver.
Bjergene smelter af frygt foran ham,
    for han er den Almægtige, jordens Herre.
Himlene udråber hans godhed,
    folkene ser hans herlighed.
De, som beder til afguder, bliver til skamme,
    de praler af deres håbløse guder,
        men alle afguder bliver underlagt Herren.
Jerusalem skal høre det og glæde sig,
    Judas byer skal fryde sig,
        for du, Herre, er en retfærdig dommer.
Du er den højeste magt i verden,
    ingen guder kan måle sig med dig.

10 I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
    for han beskytter dem, der adlyder ham,
        han redder dem ud af de gudløses kløer.
11 De retsindige oplever Guds lys,
    de oprigtige har grund til at glæde sig.
12 Glæd jer i Herren, I retskafne,
    lovsyng hans hellige navn.

Anden Kongebog 17:7-20

Nordrigets indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, 10 og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. 11 De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde handlinger skete i oprør mod Herren, 12 for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.

13 Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” 14 Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. 15 De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. 16 De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Ba’al, foruden solen, månen og stjernerne. 17 Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, 18 og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.

19 Men også Juda nægtede at adlyde Herrens, deres Guds, bud. De fremturede i samme synd og ondskab, som Israel var begyndt på. 20 Derfor forkastede Herren alle Jakobs efterkommere. Han straffede dem ved at udlevere dem til deres fjender, indtil alle var ført i landflygtighed.

Johannes 6:25-35

25 Da de havde fundet ham, spurgte de: „Mester, hvordan er du kommet herover?”

26 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte, ikke fordi I forstod betydningen af det under, jeg udførte. 27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.”

28 „Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud?” spurgte de.

29 Jesus svarede: „At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.”

30 Så spurgte de: „Hvilket tegn vil du give os, så vi kan tro dig? 31 Vores forfædre, der vandrede i ørkenen, fik jo sendt manna fra himlen, sådan som der står skrevet: ‚Han gav dem brød fra himlen at spise.’ ”[a]

32 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Det var ikke Moses, der gav dem brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det virkelige brød fra Himlen. 33 Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.”

34 „Så giv os det brød hver dag!” sagde de alle sammen.

35 Jesus svarede: „Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.