Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guldkalven
32 Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”
2-3 „Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.
Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. 4 Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
5 Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”
6 Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.
7 Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. 8 De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
9 Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. 10 Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”
11 Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. 12 Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. 13 Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” 14 Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.
Herrens trofasthed imod sit folk
106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3 Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5 Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20 De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22 Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
4 Kære venner, jeg elsker jer og længes efter jer, I som er min glæde og sejrskrans. Hold fast ved Herren, sådan som jeg har undervist jer om.
En specifik formaning til enighed
2 Jeg opfordrer alvorligt Euodia og Syntyke til med Herrens hjælp at nå til enighed! 3 Og jeg beder dig, min trofaste kollega,[a] om at hjælpe disse to kvinder, der så tappert har stridt sammen med mig i forkyndelsen af det gode budskab sammen med Clemens og de øvrige medarbejdere, hvis navne er indskrevet i livets bog.
Forskellige formaninger
4 Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! 5 Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær.[b] 6 Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. 7 Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.
8 Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose. 9 Lev efter det forbillede, I har i mig, og den undervisning, I har modtaget fra mig. Så vil fredens Gud være med jer.
Historien om kongesønnens bryllupsfest(A)
22 Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:
2 „Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. 3 Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. 4 Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ 5 Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. 6 Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. 8 Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. 9 Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ 10 Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.
11 Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. 12 ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. 13 Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, 14 for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.