Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Guds trøst under vanskelige forhold

¹⁰ Når Herren, jeres Gud, har ført jer ind i det land, han lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob, og givet jer store og smukke byer, I ikke selv har haft besværet med at bygge, ¹¹ prægtige huse med indbo, I ikke selv har samlet, med vandreservoirer, I ikke selv har udhugget af klippegrunden, med vingårde og olivenlunde, I ikke selv har plantet, og I har taget for jer af retterne, ¹² da skal I passe på, at I ikke glemmer Herren, som frelste sit folk fra slaveriet i Egypten. ¹³ Det er Herren, din Gud, du skal vise ærefrygt, og ham alene du skal tjene. Det er kun ved hans navn, du har lov at sværge på, at du taler sandt. ¹⁴ I må ikke dyrke nabofolkenes guder, ¹⁵ for Herren er en Gud, der ikke tåler rivaler. Ellers vil hans vrede ramme jer og udslette jer fra jordens overflade. ¹⁶ I må ikke provokere Herren, jeres Gud, som dengang jeres forældre gjorde oprør mod ham ved Massa. ¹⁷ I skal adlyde hans ord til punkt og prikke ¹⁸ og gøre, hvad der er godt og ret i Herrens øjne. Da vil det gå jer godt, så I får lykke til at erobre det gode land, han lovede jeres forfædre. ¹⁹ Ja, Herren selv har lovet at jage fjenderne på flugt foran jer.

²⁰ Når jeres sønner i fremtiden spørger jer: ‚Hvad er hensigten med de love og forordninger, Herren, vores Gud, har givet os?’ ²¹ skal I svare: ‚Dengang Israels folk var slaver i Egypten, befriede Herren dem med magt og vælde, ²² med mægtige undere og frygtelige katastrofer, der ramte egypterkongen og hans folk. De så det med deres egne øjne. ²³ Herren førte dem ud af Egypten, for at de skulle gå ind og tage det land i besiddelse, som han havde lovet vores forfædre. ²⁴ Han har befalet os at overholde hans love og vise ham ærefrygt, så det må gå os godt, og han kan bevare os, sådan som han har gjort det indtil denne dag. ²⁵ Så længe vi trofast adlyder Herren, vores Guds, love, vil han acceptere os som sit folk.’ ”

Ypperstepræsterne beslutter at slå Jesus ihjel^(A)

⁴⁵ Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. ⁴⁶ Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.

⁴⁷ Straks sammenkaldte ypperstepræsterne og farisæerne Det jødiske Råd for at drøfte situationen. „Hvad skal vi gøre?” spurgte de hinanden. „Den mand har udført mange mirakler. ⁴⁸ Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, ender det med, at hele folket slutter sig til ham, og så kommer de romerske hære og overtager vores land^[a] og udsletter os som folk.”

⁴⁹ En af dem, Kajfas, der var ypperstepræst i det år, sagde: „Forstår I ingenting? ⁵⁰ Kan I ikke se, at det er bedre for jer, at én mand lader livet for at redde folket, end at en hel nation går til grunde?” ⁵¹ Det sagde Kajfas ikke af sig selv. Men han var jo ypperstepræst det år, og det, han sagde, var faktisk en profeti om, at Jesus skulle dø for hele folket. ⁵² Ja, han skulle ikke bare dø for Israels folk, men han skulle samle Guds børn til ét folk, også dem, der bor rundt omkring i andre lande.

⁵³ Fra den dag begyndte de jødiske ledere at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel. ⁵⁴ Af den grund gik Jesus ikke mere åbenlyst omkring, men holdt sig fra Jerusalem og opholdt sig i udkanten af ørkenen. Da han kom til landsbyen Efraim, blev han dér en tid sammen med sine disciple.

⁵⁵ Den jødiske påske var nært forestående, og mange mennesker fra hele landet kom ind til Jerusalem flere dage forinden for at gennemgå renselsesceremonien. ⁵⁶ Folk ledte efter Jesus, og når de mødtes på tempelpladsen, spurgte de hinanden: „Mon ikke han kommer til påskehøjtiden?” ⁵⁷ Imidlertid havde ypperstepræsterne og farisæerne givet befaling om, at hvis nogen vidste, hvor Jesus var, skulle de øjeblikkelig melde det, så man kunne få ham arresteret.