Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 19

Skaberværkets vidnesbyrd

19 Til korlederen: En sang af David.

Himlen vidner om Guds herlighed,
    universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
    Nat efter nat vidner stjernerne derom.
Skaberværket taler ikke,
    der er ingen stemme at høre.
Og dog når budskabet til jordens ende,
    det kan ses overalt i verden.

Solen fik sit hjemsted på himlen,
    strålende som en brudgom bryder den frem,
        gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
Den ene horisont er dens udgangspunkt,
    ved den anden når den sit mål.
        Intet undgår dens brændende varme.

Herrens lov

Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
    Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
    Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
    Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
    sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
    de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.

Hjælp imod synd

13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
    Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
    lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
    og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
    og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
        er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.

2 Mosebog 23:10-13

Sabbatår og sabbatsdag

10 Du kan tilså dine marker og høste din afgrøde seks år i træk, 11 men lad din jord ligge brak det syvende år, så de fattige i landet kan høste, hvad der kommer op af sig selv, og så de vilde dyr kan æde, hvad der bliver tilovers. Det samme gælder for dine vingårde og olivenlunde.

12 Du kan arbejde i seks dage, men på den syvende dag skal du hvile, så dine okser og æsler kan komme til kræfter, og dine slaver og de fremmede kan få hvilet ud.

13 Vær omhyggelig med at gøre nøjagtig, som jeg har sagt. Tilbed aldrig andre guder, nævn end ikke deres navne.

Johannes 7:40-52

Er Jesus Messias eller ej?

40 Da folket hørte ham råbe disse ord, udbrød nogle: „Den mand må være den store Profet, vi har ventet på!” 41 Andre sagde: „Han er Messias!” Atter andre: „Umuligt! Messias kommer ikke fra Galilæa. 42 Siger Skriften ikke, at han skal nedstamme fra David, og at han skal komme fra Betlehem, hvor David blev født?” 43 Der var således delte meninger om, hvem Jesus var. 44 Nogle forlangte ham arresteret, men det skete ikke.

Nikodemus forsvarer Jesus over for farisæerne

45 Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. „Hvorfor pågreb I ham ikke?” spurgte man dem.

46 „Aldrig har noget menneske talt, som han gør,” svarede de.

47 „I er altså også blevet vildledt!” råbte farisæerne. 48 „Er der måske en eneste af farisæerne eller de andre jødiske ledere, der tror på, at han er Messias? 49 Men den uvidende hob, som ikke kender Toraen, de er under Guds dom.”

50 Her brød Nikodemus ind. Det var ham, der havde opsøgt Jesus, og han var selv farisæer: 51 „Det er slet ikke lovligt at dømme en mand, medmindre man først foretager en nærmere undersøgelse af, hvad han har gjort, og han har fået lov til at forsvare sig.”

52 „Du er måske også fra Galilæa?” hånede de. „Slå op i Skriften og se efter. Der står ingen steder om en profet, der skal komme fra Galilæa.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.