Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

² Igen beklagede hele folket sig bittert til Moses og Aron.

³ „Gid vi dog var blevet i Egypten!” jamrede de. „Der havde vi både kød og brød og kunne spise os mætte. Det var bedre, om Herren havde ladet os dø der. Men nu har I bragt os ud i den her ørken, hvor vi er ved at dø af sult.”

⁹ Da^[a] sagde Moses til Aron: „Sig til folket, at de skal komme frem for Herren, for han har hørt deres beklagelser.”

¹⁰ Mens Aron talte til israelitterne, skete der noget ude i ørkenen. Alle vendte sig og kiggede derhen, og nu så de Herrens herlighed vise sig i skysøjlen, som plejede at lede dem. ¹¹ Da talte Herren til Moses: ¹² „Jeg har hørt israelitternes klager. Sig til dem: ‚I aften skal I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I spise jer mætte i brød. Da skal I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.’ ”

⁴ Endvidere sagde Herren: „Jeg vil lade mad falde ned fra himlen som regn. Folket kan så hver dag gå ud og samle så meget, de har behov for til den dag. Jeg vil sætte dem på prøve for at se, om de vil følge mine befalinger. ⁵ Sig til dem, at de skal samle en dobbelt portion på ugens sjette dag.”

⁶ Moses fortalte det til Aron, som derefter sagde til folket: „I aften skal I få at se, at det var Herren, som førte jer ud af Egypten. ⁷ Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!” ⁸ Moses fortsatte: „I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”

¹³ Samme aften kom en stor flok vagtler flyvende, og de faldt i et tykt lag over hele lejren. Og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren. ¹⁴ Da duggen forsvandt, var ørkenen dækket af tynde flager, noget, der lignede rimfrost. ¹⁵ Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: „Hvad er det?”^[b] De vidste jo ikke, hvad det var.

„Det er det brød, som Herren har givet jer at spise,” svarede Moses.

Guds undere gennem Israels historie^(A)

²¹ Så længe jeg lever, lever jeg for Kristus. Og når jeg dør, bliver det endnu bedre. ²² Men siden der er gode resultater af mit arbejde her på jorden, ved jeg snart ikke, hvad jeg helst vil. ²³ På en måde foretrækker jeg at dø og derefter være sammen med Kristus, for det ville være herligt. ²⁴ Men så længe der endnu er brug for mig på jorden, er jeg parat til at blive. ²⁵ Derfor tror jeg også, at jeg skal blive her endnu en tid til glæde for jer og for at hjælpe jer til at vokse i troen. ²⁶ Når jeg så besøger jer en gang til, får I endnu mere grund til at lovprise Jesus Kristus for, hvad han udretter gennem min tjeneste.

Kæmp for troens sag

²⁷ Men hvad der end sker, så skal I leve på en sådan måde, at I ærer Kristus ved det. Hvad enten jeg kommer og besøger jer, eller jeg må nøjes med at høre om jer, forventer jeg, at I står side om side i samme ånd og kæmper for troens sag. ²⁸ I skal ikke være bange for, hvad jeres modstandere kan finde på at gøre. For dem er jeres tro jo et klart fingerpeg om, at de går fortabt, men at I vil få det evige liv. Det er alt sammen med i Guds plan. ²⁹ Af Guds nåde har I ikke alene fået lov at tro på Kristus, men I har også fået lov at lide for ham, ³⁰ mens I fortsat kæmper den samme kamp, som I engang så mig stå i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.

Historien om arbejderne i vingården

20 Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. ² Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. ³ Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. ⁴ Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. ⁵ Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. ⁶ Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. ⁷ ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’

⁸ Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. ⁹ De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. ¹⁰ Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. ¹¹ De tog deres penge, men begyndte at protestere: ¹² ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’

¹³ ‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? ¹⁴ Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. ¹⁵ Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”

¹⁶ Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”