Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 105:1-6

Guds undere gennem Israels historie(A)

105 Sig tak til Herren og giv ham ære!
    Forkynd hans undere for alle folkeslag!
Syng og spil til hans ære,
    tænk på alle de mirakler, han har udført.
Glæd jer over hans herlighed.
    Lad alle, der kender ham, fryde sig.
Søg hjælp hos Herren og hans styrke,
    hold jer altid nær til ham.
Tænk på de fantastiske ting, han har gjort,
    alle de undere, han har udført.
I er jo børn af Guds tjener, Abraham,
    I er de udvalgte efterkommere af Jakob.[a]

Salme 105:37-45

37 Da førte Herren sit folk ud af Egypten,
    belæsset med sølv og guld,
        ingen var syg eller svagelig.
38 Egypterne var lettede, da de var borte,
    for de var blevet bange for dem.
39 Gud skærmede sit folk med en sky,
    han lyste for dem med en ildsky om natten.
40 De bad om kød, og han sendte vagtler,
    mættede dem med manna, brødet fra himlen.
41 Han åbnede en klippe, så vand strømmede ud,
    det blev til en flod i ørkenens sand.
42 Herren opfyldte sit hellige løfte,
    som han havde givet til sin tjener Abraham.
43 Hans folk drog ud med frydesang,
    hans udvalgte jublede af glæde.
44 Han gav dem fremmede folkeslags lande,
    de høstede afgrøder, som andre havde plantet.
45 Det gjorde han med det mål for øje,
    at hans folk skulle adlyde hans bud.
Lovet være Herren!

2 Mosebog 16:22-30

22 Den sjette dags morgen var der dobbelt så meget som de andre morgener—fire liter til hver i stedet for to. Da kom folkets ledere til Moses og spurgte ham, hvordan det kunne være.

23 Moses svarede: „Fordi Herren har befalet, at i morgen skal være en hviledag, en hellig sabbatsdag, indviet til Gud. Bag og kog derfor så meget I vil i dag, og gem resten til i morgen.” 24 Og næste morgen viste det sig, at maden ikke fejlede noget. Den lugtede ikke, og der var ikke gået orm i. 25 Da sagde Moses: „Det er den mad, I skal spise i dag, for i dag er det sabbat for Herren. Der bliver ikke noget at samle ind i dag. 26 I seks dage kan I samle mad, men den syvende dag er sabbat, og derfor er der intet at finde.”

27 Nogle af dem gik alligevel ud for at samle, selv om det var sabbat. Men de fandt ikke noget.

28 „Hvor længe vil mit folk nægte at adlyde mine befalinger og instruktioner?” spurgte Herren Moses. 29 „Forstår de ikke, at jeg har givet dem den syvende dag som en hviledag? Det er jo derfor, jeg giver jer dobbelt så meget mad på den sjette dag, så der er nok til to dage. Om sabbatten skal I blive hjemme i lejren og ikke gå ud for at samle mad.” 30 Så hvilede folket på den syvende dag.

Matthæus 19:23-30

23 Så sagde Jesus til disciplene: „Det siger jeg jer: Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. 24 Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

25 Disciplene var dybt rystede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. 26 Jesus så på dem og sagde: „Det kan intet menneske opnå af sig selv, men Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus(A)

27 „Men vi har forladt alt for at følge dig. Hvad får vi så ud af det?” spurgte Peter.

28 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Når Menneskesønnen sidder på sin herlighedstrone i den kommende verden, så skal I, mine disciple, sidde på 12 troner og regere over Israels 12 stammer. 29 Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig, skal få det 100 gange igen—og de skal få det evige liv! 30 Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.