Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Når Gud tilsyneladende ikke svarer
77 Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
2 Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
3 Jeg er i nød og søger hen til min herre.
Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.
4 Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
5 Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
6 Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
7 Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
8 Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
9 Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
10 Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
11 Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12 Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13 De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
14 Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
15 Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alverden hørte om det.
16 Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
17 Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18 skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
19 Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
20 Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
21 Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
Elias bliver taget op til Himlen
2 Da Herren hentede Elias op til Himlen i en hvirvelvind, foregik det på følgende måde:
Elias og Elisa kom gående sammen på vejen fra Gilgal.[a] 2 Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Betel.”
Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad mod Betel.
3 Inden de nåede byen, kom eleverne fra profetskolen i Betel dem i møde, og de spurgte Elisa: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”
„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”
4 Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Betel, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Jeriko.”
Men Elisa svarede som før: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad ned mod Jeriko.
5 Eleverne fra profetskolen i Jeriko kom dem også i møde, og de stillede Elisa samme spørgsmål: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”
„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”
6 Derpå sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Jeriko, for nu vil Herren have mig hen til Jordanfloden.”
Men Elisa svarede igen: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad og kom til Jordanflodens bred.
7 50 af profeteleverne gik hen og stillede sig et sted, hvor de kunne holde øje med dem på afstand. 8 Elias rullede sin kappe sammen og slog på vandet med den, og vandet delte sig, så de kunne gå tørskoet over.
9 Da de var kommet over på den anden side, sagde Elias til Elisa: „Hvad ønsker du, at jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort?”
„Lad din profetiske ånd gå i arv til mig,”[b] var Elisas svar.
10 „Det er en dristig bøn,” svarede Elias. „Men hvis du ser mig i det øjeblik, jeg bliver taget bort, vil din bøn blive opfyldt. Hvis du derimod ikke ser mig, bliver den ikke opfyldt.”
11 Mens de gik og talte sammen på vejen, kørte der pludselig en ildvogn med ildheste ind imellem dem. Elias blev taget op i vognen og fór op mod himlen i en hvirvelvind.
12 Elisa fulgte ham med øjnene og råbte: „Min mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”
Da Elisa ikke længere kunne se ham, rev han sin kjortel itu. 13-14 Så samlede han profetkappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage til Jordanflodens bred. Han slog vandet med kappen, ligesom Elias havde gjort, og sagde:
„Hvor er nu Herren, Elias’ Gud?” Straks delte vandet sig, så Elisa kunne gå tørskoet over.
15 Da eleverne fra profetskolen i Jeriko så det, råbte de: „Se, Elias’ ånd er kommet over Elisa.” Så gik de ham i møde og bøjede sig for ham.
16 „Herre,” sagde de, „vi er 50 mænd i god form. Skal vi ikke gå ud og lede efter din herre? Måske Herrens Ånd har sat ham på et af bjergene eller i en kløft.”
„Nej,” svarede Elisa, „lad være med det.”
17 Men de blev ved med at presse ham. Til sidst gav han efter og sagde: „Godt, så gør det bare.” De 50 mænd søgte efter Elias i tre dage, men de fandt ham ikke. 18 Elisa var stadig i Jeriko, da de kom tilbage, og han sagde til dem: „Det var jo det, jeg sagde.”
Betydningen af tro og tilgivelse(A)
20 Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. 21 Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”
22 Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. 23 Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. 24 På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!
25 Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.