Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Herren hjælper sit folk

Gennem Det Røde Hav

14 Derefter sagde Herren til Moses: ² „Sig til Israels folk, at de skal dreje fra vejen og gå imod Pi-ha-Hirot mellem Migdol^[a] og havet. I skal slå lejr langs kysten, over for Ba’al-Zefon, ³ så vil Farao nemlig tro, at I er faret vild og gået i en fælde mellem ørkenen og havet. ⁴ Og så vil jeg endnu en gang gøre Farao stædig, så han sætter efter jer. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hele hans hær, og egypterne vil indse, at jeg er Herren.”

Så slog israelitterne lejr, hvor Herren havde sagt.

⁵ Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort. ⁶ Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem ⁷ i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere.

⁸ Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf.^{[b] 9} Hele Faraos kavaleri af heste, ryttere og vogne deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Ba’al-Zefon.

¹⁰ Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp. ¹¹ Så vendte de sig imod Moses og sagde: „Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten? ¹² Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!”

¹³ Men Moses svarede folket: „I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere! ¹⁴ Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!”

¹⁵ Derpå sagde Herren til Moses: „Der er ikke tid til mere snak. Sig til israelitterne, at de skal bryde op. ¹⁶ Løft din stav og ræk den ud over havet, så der bliver en vej midt igennem. Så kan alle israelitterne gå tørskoet igennem havet og over på den anden side. ¹⁷ Jeg vil gøre egypterne stædige, så de dumdristigt følger efter jer ud i havet. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hans hær, alle hans stridsvogne og ryttere. ¹⁸ Når jeg har gjort det af med Farao og hele hans hær, vil egypterne indse, at jeg er Herren!”

⁹ Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham ¹⁰ og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. ¹¹ Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. ¹² Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. ¹³ Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an. ¹⁴ Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.^{[a] 15} Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. ¹⁶ Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.