Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Israels fjender
83 En sang af Asaf.
2 Åh, Gud, sid ikke bare dér,
vær ikke så passiv og tavs!
3 Hør, hvor dine fjender larmer.
Se, hvor dine modstandere knejser.
4 De lægger snedige planer mod dit folk,
udtænker ondt mod dem, du holder af.
13 De sagde: „Lad os erobre Guds græsgange
og gøre dem til vores!”
14 Min Gud, lad dem blive som visne tidsler,
som avner, der flyver bort i vinden.
15 Som ild, der æder sig gennem skoven,
som flammer, der sætter bjerge i brand,
16 skal dit stormvejr forfølge dem,
din hvirvelvind forfærde dem.
17 Lad dem blive ydmyget så dybt,
at de forstår, hvem du er, Herre.
18 Gør dem skamfulde og skrækslagne,
lad dem få en frygtelig død.
Moses og Aron i audiens hos Farao
5 Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.”
2 „Hvem er Jahve?” svarede Farao. „Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg adlyde ham og lade israelitterne rejse? Det vil jeg ikke gå med til.”
3 Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.”
4 „Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde! 5 Hebræerne er jo nu meget talrige, og så vil I have, at de skal holde op med deres arbejde?”
6 Samme dag sendte Farao følgende besked til samtlige slavefogeder og opsynsmænd:
7 „I må ikke længere give folket halm til murstenene. Lad dem selv samle, hvad de har brug for. 8 Men de skal lave lige så mange mursten som før. De har åbenbart ikke nok at bestille, ellers ville de ikke snakke om at tage ud i ørkenen for at ofre til deres Gud. 9 De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Moses’ og Arons løgnehistorier.”
10 Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet. 11 Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.” 12 Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.
13 Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de, 14 og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.
15 Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de. 16 „Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”
17 Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve. 18 Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”
19 De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten. 20 På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset. 21 „Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”
Guds løfte om udfrielse
22 Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her? 23 Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”
6 „Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao,” sagde Herren til Moses. „Han skal få min magt at føle, indtil han lader mit folk rejse. Han vil blive så opsat på at komme af med dem, at han nærmest vil jage dem ud!” 2 „Jeg er Herren!” fortsatte han. 3 „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob som den almægtige Gud, men de har ikke til fulde erfaret, hvad mit navn, Jahve. egentlig står for. 4 Jeg indgik en pagt med dem, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kana’ans land, det land, hvor de boede som fremmede. 5 Jeg har hørt Israels folks klageskrig under deres slaveri i Egypten, og da jeg har indgået en pagt med dem, vil jeg også opfylde det løfte, jeg gav dem.
6 Sig derfor til israelitterne: ‚Jeg er Herren, og jeg vil befri jer fra slaveriet i Egypten med vældig magt og store undere. 7 I skal være mit udvalgte folk, og jeg vil være jeres Gud. I skal opleve, at jeg er Herren, jeres Gud, og at jeg befrier jer fra slaveriet i Egypten. 8 Jeg vil føre jer til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob. Jeg giver det til jer, og det skal være jeres. Jeg er Herren!’ ”
9 Moses fortalte nu folket, hvad Gud havde sagt, men de ville ikke længere høre på ham. De havde fuldstændig mistet modet på grund af den øgede arbejdsbyrde.
10 Da sagde Herren til Moses: 11 „Gå tilbage til kong Farao og sig til ham, at han skal lade israelitterne rejse ud af Egypten.”
12 „Men Herre!” indvendte Moses. „Når mit eget folk ikke engang vil høre på mig, hvordan kan jeg så forvente, at Farao vil? Jeg duer ikke til at tale!”
13 Alligevel befalede Herren Moses og Aron at gå til kong Farao og forlange, at han skulle lade israelitterne forlade Egypten.
Budskabet til menigheden i Filadelfia
7 Skriv til menigheden i Filadelfia: Dette budskab kommer fra den Sande og Hellige, ham, som har Davids nøgle. Når han lukker op, kan ingen lukke i, og når han lukker i, kan ingen lukke op.
8 Jeg ved, hvad du har udrettet, og jeg har lukket en dør op foran dig, som ingen kan lukke i. For selvom du ikke er særlig stærk, har du holdt fast ved mit ord, og du har ikke fornægtet din tro på mig. 9 Jeg vil give dig nogle af dem fra Satans forsamling, dem, der siger om sig selv, at de er de sande jøder. Men de lyver, for det er de ikke. De vil komme til at kaste sig ned for dine fødder i ærefrygt, og de vil forstå, at jeg har vist dig min kærlighed. 10 Fordi du har holdt fast ved mit budskab om at holde ud, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den tid med prøvelser, som skal komme over hele jorden for at sætte alle dem, der bor på jorden, på prøve. 11 Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, så ingen skal tage din sejrskrans.
12 De, der sejrer, vil jeg gøre til søjler i min Guds helligdom,[a] og de skal altid forblive hos Gud. Jeg vedkender mig dem ved at skrive min Guds navn på dem og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himlen fra min Gud. Mit eget nye navn vil jeg også skrive på dem.
13 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.