Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Gud kalder Moses ved den brændende busk
3 Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. 2 Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, 3 så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” 4 Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!”
„Ja, det er mig!” svarede Moses.
5 „Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Men tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 6 Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud.
7 Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, 8 og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads—et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. 9 Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. 10 Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”
11 „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”
12 Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.”
13 „Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?”
14 „Jeg er den, som altid er!” svarede Gud. „Du skal fortælle dem, at ‚jeg er’ har sendt dig til dem. 15 Sig til dem, at Jahve,[a] deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har sendt dig til dem. Det har altid været mit navn, og sådan skal jeg huskes fra slægt til slægt.
Guds undere gennem Israels historie(A)
105 Sig tak til Herren og giv ham ære!
Forkynd hans undere for alle folkeslag!
2 Syng og spil til hans ære,
tænk på alle de mirakler, han har udført.
3 Glæd jer over hans herlighed.
Lad alle, der kender ham, fryde sig.
4 Søg hjælp hos Herren og hans styrke,
hold jer altid nær til ham.
5 Tænk på de fantastiske ting, han har gjort,
alle de undere, han har udført.
6 I er jo børn af Guds tjener, Abraham,
I er de udvalgte efterkommere af Jakob.[a]
23 Så kom Jakob og hans familie til landet,
de boede som gæster i Egypten.
24 Herren gjorde dem frugtbare og talrige,
de blev mere talstærke end landets indbyggere.
25 På den måde gjorde Gud egypterne misundelige,
så de begyndte at mishandle hans tjenere.
26 Da sendte Gud sin tjener Moses
sammen med Aron, som han havde udvalgt.
45 Det gjorde han med det mål for øje,
at hans folk skulle adlyde hans bud.
Lovet være Herren!
9 Kærligheden skal være ægte. Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode. 10 Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt. 11 Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren. 12 Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede. 13 Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede.
Velsign modstanderne og lev så vidt muligt i fred med alle
14 Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. 15 Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. 16 Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem.[a] Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget.[b] 17 Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt. 18 Lev i fred med alle mennesker—så vidt I kan. 19 Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.”[c] 20 Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.”[d] 21 Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.
Messias som den lidende Frelser(A)
21 Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag[a] ville blive oprejst fra de døde.
22 Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. „Gud vil beskytte dig, Herre,” sagde han. „Det vil aldrig ske for dig.”
23 Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: „Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
Det koster dyrt at følge Guds vilje(B)
24 Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet.[b] 25 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 26 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? 27 En dag vil Menneskesønnen komme i sin Fars herlighed sammen med sine engle, og da vil han dømme ethvert menneske efter dets handlinger.”
28 Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Menneskesønnen komme med sit herredømme!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.